Af Bertel Haarder, medlem af Folketinget for Venstre
Tænk, om EU’s statsledere havde sagt ja til den britiske premierminister David Camerons ønske om at kunne lægge et loft over indvandringen fra bl.a. Østeuropa. Så havde han fået et stærkt argument mod Brexit-fløjen, og han havde kunnet hævde, at briterne selv var herre i eget hus. Kontrol over indvandring er fundamentalt i enhver nationalstat. Men principrytteri stod over sund fornuft og respekt for nationalstaten. Det rammer nu især de østeuropæiske lande, der uklogt strittede imod, og som nu ikke har garanti for nogen som helst adgang til det britiske arbejdsmarked.
EU-domstolen skal naturligvis eksekvere de domme, der følger af EUs lovgivning. Men der er en beklagelig tendens til, at domstolen ændrer praksis og flytter retstilstanden til stor skade for den europæiske samhørighedsfølelse, som svækkes. Især når EU-regler hindrer landene i at tilrettelægge deres egen indvandringspolitik.
Indvandringstemaet truer med at gøre ubodelig skade på de vestlige alliancer. Brexit er et af resultaterne. Højre-populismen i en stribe lande et andet. Og Trump havde aldrig fået magt til at undergrave det internationale handels- og alliancesystem, hvis det ikke havde været for migrationen, som han skamred under valgkampen – og stadig skamrider.
EU hjælper bedst samlet og i nærområderne
Den nye kommissionsformand Ursula von der Leyen har klogt sat kontrol ved EU´s ydre grænser på dagsordenen. Bedre sent end aldrig. Den nye danske statsminister vil rejse rundt til kollegerne for at skabe forståelse for et nyt asylsystem. Her skal asylansøgninger behandles i nabolande og nærområder frem for i Danmark og Vesteuropa. Det samme talte den tidligere statsminister for. – Ja, det er såmænd 15 år siden, jeg selv i Geneve talte med FN’s flygtningekommissær om det absurde i, at man kan hjælpe 50 flygtninge i nærområdet for det, som det koster at hjælpe en enkelt i Vesteuropa. Jeg var integrations- og udviklingsminister og talte også for sagen på både udviklingsministermøder og integrationsministermøder. Vanskeligheden er selvfølgelig at finde lande og områder, hvor asylansøgninger kan behandles. Det samme gælder for at finde lande, der vil tage imod de få, der får tildelt asyl. Men der er mange små skridt, der kan tages i den retning. Hvis altså EU og medlemslandene for alvor bruger kræfter på det.
Udviklingsstøtte som et værktøj
Udviklingshjælpen skal naturligvis bruges til at belønne lande, der gør noget seriøst for at bremse den overbefolkning, der ligger bag både flygtningestrømmene og den kommende klimaudfordring. Da Trump stoppede al hjælp til familieplanlægning, skulle Norden og EU straks have udfyldt hullet. Intet er vigtigere end, at kvinder selv bestemmer, hvornår de skal have børn og hvor mange.
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere. Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
