Af Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef
Kommissionens ambitiøse og rigtige ”jord til bord-strategi” om et mere bæredygtigt fødevaresystem pakkes desværre ind i en fortælling om lokal produktion og korte forsyningskæder. Det er en del af en løsning men ødelæggende som løsningen.
”Lad aldrig en god krise gå til spilde”, er sikkert det meste brugte og misbrugte citat for beslutningstagere for tiden. Uden at forholde mig til, hvilken anvendelse, som Kommissionen har benyttet sig af, så offentliggjorde Europa-Kommissionen d. 20. maj sin ”jord til bord-strategi” ledsaget af en italesættelse af nødvendigheden af at lære af Covid 19.
Der er mange rigtigt mange gode tanker og ambitioner i Kommissionens strategi for den helt nødvendige løbende tilpasning af vores fødevaresystem for at sikre, at vi kan levere bæredygtige fødevarer. Men strategien har været ledsaget af en lang række kommentarer fra de ansvarlige kommissærer om, at Covid 19-krisen har understreget nødvendigheden af at satse på korte forsyningskæder. Dermed har man mere end antydet, at de store økonomiske problemer, som mange europæiske landmænd har stået i på grund af Covid 19-pandemien, skyldes lange forsyningskæder og herunder im- og eksport af fødevarer.
Som verdens største nettoeksportør af landbrugs- og fødevarer er det en underlig og bemærkelsesværdig logik. Man kan begynde med at se på kendsgerningerne: Det var ikke de lange forsyningskæder, der brød sammen. Vi har kunnet blive ved med at eksportere til blandt andet Japan og Kina. Tværtimod var det nedlukningen af hoteller, restauranter og catering, der var den altdominerende årsag til sammenbruddet på markederne for blandt andet oksekød og vin.
Set herfra kunne man godt have et stilfærdigt ønske om Kommissionen mere fuldtonet gik ud og hyldede det indre marked – også for landbrugs- og fødevarer og understregede de kæmpe gevinster for Europa af at have en konkurrencedygtig fødevaresektor. Det giver beskæftigelse og indtjening i de landdistrikter, der ellers i hele EU kæmper med at holde trit med velstanden i de store byområder.
Alternativet er mindre konkurrencekraft og en status som nettoimporterende område. Det vil betyde mindre produktion, mindre indtjening, mindre velstand og færre beskæftigede i de områder af EU, der allerede kæmper. Ikke det, der vil gøre det nemmere at finansiere de kæmpe investeringer, der er nødvendige, hvis man vil nå i mål med Kommissionens enorme ambitioner for en omlægning EUs fødevaresystem.
Niels Lindberg Madsen er en af Europabevægelsens bloggere. På vores EU-blog bidrager erhvervs- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere til at styrke debatten om EU.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
