Sport og politik – det skal holdes adskilt!

Den floskel har levet i bedste velgående i mange år efterhånden. Men flere og flere lader heldigvis til at have fået øjnene op for dens usandhed. Og i Europabevægelsen gør vi vores til at hjælpe med netop dét. Derfor står dette nyhedsbrev også i sportens tegn.

For nej – sport og politik kan ikke skilles ad. Sport og politik er intimt forbundet.

Det ser vi, når store autokratiske lande poster store dele af sin rigdom i at afholde sportsbegivenheder. Det ser vi, når Qatar forbyder regnbuefarvede trøjer til VM. Sport har hele verdens bevågenhed. Så selvfølgelig prøver de mest magtfulde aktører i verden at påvirke dem.

Det gode spørgsmål til os er: Hvorfor skulle vi egentlig sætte kampen for menneskerettighederne på pause, bare fordi vi finder klaphatten frem? Kan glæden over sporten og kritikken af dens politiske skyggesider ikke gå hånd i hånd?

Jo, det kan de godt. For sport er – også – politik.

Derfor står Europabevægelsen også altid klar, når sporten bliver brugt til at fremme værdier, vi ikke kan forenes med. Ufrihed. Menneskerettighedskrænkelser. Krig.

At sport og politik hænger tæt sammen, ser vi lige nu et levende bevis på i Den Internationale Olympiske Komité. Her har præsident Thomas Bach for nylig lagt op til at lade russiske og belarussiske atleter deltage i sportsbegivenheder igen, hvis blot de lever op til nogle – relativt slappe – kriterier. Hvad der har ændret sig, siden denne kovending nu synes rimelig for Bach og IOC, står hen i det komplet uvisse. Krigen i Ukraine fortsætter jo ufortrødent. Det er en skandale.

Vil du læse mit indlæg om IOC i Jyllands-Posten?
Den 26. marts tabte de danske fodboldherrer en kamp i Kasakhstan. Mens kampen ikke er værd at berette om, var modstanderlandet og dets politiske situation det i høj grad. Sidste år gik store dele af den kasakhiske befolkning på gaden for at protestere mod korruption, stigende gaspriser og selve regimet – men protesterne blev slået hårdt ned med Putins hjælp.

Landskampen i Kasakhstan var derfor en påmindelse om, at EU bør øge sit fokus på det geopolitisk vigtige land, hvor Rusland og Kina lige nu boltrer sig helt uforstyrret.

Vil du læse mit indlæg om Kasakhstan i Dagbladet Information?
Og så hjem til vores egen lille sportslige andedam. På det seneste har debatten om fodbold-kunstgræsbaner nemlig fyldt en del i danske medier, fordi EU har lagt op til at forbyde de små sorte gummikorn, de består af i dag. Det har fået mange til at frygte for breddeidrættens fremtid – og til at kritisere EU.

Men er EU-forslaget nu så skørt endda? Nej – for der er både miljø-, natur- og sundhedsmæssige grunde til at EU forslår et forbud. Og derfor ligner kritikken af EU et upræcist langskud fra skeptikerne.

Vil du læse mit forsvar for EU’s forslag?
Sport er en kampplads, hvor vi kan fremme de værdier, vi tror på. Sport er ikke – som IOC påstår – neutralt. Derfor er jeg glad for, at vi i Europabevægelsen markerer os på disse sager. Og dukker der nye sportsrelaterede sager op – store som små – hvor vi kan tale den demokratiske sag, så står vi klar.

Sportslige hilsner
Jens-Kristian Lütken