Af Sinne Conan, Europapolitisk direktør i Finans Danmark
Stats- og regeringscheferne skal den 23. april have endnu et topmøde per video. I uger og måneder har de hver især håndteret Corona-krisen nationalt. Sundhedsområdet er ikke fælles EU-kompetence og land efter land har som bekendt lavet deres egen plan for håndteringen af sundhedsmæssige tiltag; beslutninger om teststrategi, forsamlingsforbud, grænselukninger, garantiordninger, lønkompensation osv blev alt sammen truffet på nationalt niveau. Her var der ingen koordination, ingen fælles handling, ingen fælles plan. Nu begynder vi så at se nationale bud på genåbning af samfundene. Her er en afvejning mellem det sundhedsmæssigt forsvarlige og konsekvenserne for økonomien det centrale. Og lige præcis økonomi er på mange stræk ikke kun et nationalt anliggende. Vores økonomier er, ligesom Corona-virus, grænseløse. Derfor er der behov for fælles handling. Det ved EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet godt. Og det ved stats- regeringscheferne selvfølgelig også. Vi fik relativt hurtigt lempet reglerne for statsstøtte, så de nationale hjælpepakker kunne komme ud og virke. Vi fik lempet de fælles regler for offentligt underskud og budget (vækst- og stabilitetspagten) så statskasserne kunne åbnes helt op, og vi fik lavet fælles indkøb af værnemidler. Det var det lette og nu kommer det svære.
Diskussionen om fælles økonomiske krisehåndtering på kort og lang sigt er vanskelig. Den genåbner gamle diskussioner mellem Nord- og Syd, mellem eurolande og ikke eurolande, mellem de lande der er hårdt ramt af Corona og de, der nåede at få det under kontrol (tror vi nok). Der er stærke følelser på spil. Solidariteten har været nærmest ikke eksisterende i den sundhedsmæssige håndtering af Corona. Folk er døde efter nationalitet. Få lande har rakt ud. Med andre ord et alvorligt sammenbrud i den europæiske familie. Nu skal man så forsøge at genoprette tilliden ved at diskutere det der altid gør mest ondt – penge! Man er i skrivende stund (næsten) blevet enige om stor hjælpepakke, hvor landene kan låne op til 240 mia euro i den såkaldte Europæiske Stabilitets mekanisme, hvor den Europæiske Investering Bank skal hjælpe de europæiske virksomheder med 200 mia Euro og hvor vi finder en model for en arbejdsløshedsgenforsikring.
Der er masser af andre forslag på vej. Både Frankrig og Spanien har stillet hver deres forslag om en såkaldt Recovery Fond. Den er fyldt med så mange tidsler eller kameler om man vil, at de nordeuropæiske stats- og regeringschefer ville skulle sluge en hel karavane for at nikke til de forslag som de ligger nu. F.eks. er der ingen appetit på Eurobonds nord for Bruxelles. Og hvad med EU-budgettet, som man ikke har forhandlet færdigt, hvor meget skal gå til akut krise håndtering og hvor meget skal gå til investering fremtiden (klima, digitalisering)? Det ligner et ualmindeligt svært topmøde, som selvfølgelig besværliggøres af, at man ikke sidder i samme rum. Så vi må forvente flere topmøder i nær fremtid. Den fælles vej er endnu usikker. Det eneste, der er sikkert, er, at solidaritet er et relativt begreb, som afhænger af, hvor du kommer fra i Europa. Ligesom dine chancer for at overleve Corona.
Sinne Conan er en af Europabevægelsens bloggere. På vores EU-blog bidrager erhvervs- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere til at styrke debatten om EU.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
