Af Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer og landsformand i Dansk Blindesamfund.
En af de diskussioner, som virkelig kan få mig til at blive i dårligt humør er EU-tilhængere og -modstanderes brug af EU som prygelknabe for egne fejltagelser. Som nu f.eks. diskussionen om EU’s rolle i bekæmpelsen af Covid19-pandemien. Både lunkne tilhængere og arge modstandere var ikke langsomme til at beskylde EU-samarbejdet for at svigte i denne krise, mens de hurtigt glemte, at de selv har været med til at amputere EU’s muligheder for at gøre noget ved at fastholde sundhedssamarbejde som et nationalt anliggende.
I virkeligheden har pandemien vist os, at nærmest intet problem kan isoleres til nationalstaterne, for langt de fleste problemer går på tværs af landegrænser.
Et eksempel på det er den eksplosion der er sket i brugen af digitale løsninger i forbindelse med job, uddannelse og socialt samvær. Mange af os har oplevet, at det er gået enormt hurtigt med at bruge digitalt baserede lærings- og mødesystemer, så vi har kunnet passe job og uddannelse hjemmefra. Det er en udvikling, som formentlig vil bide sig fast, til gavn for miljø og familieliv.
Men mange af disse digitale løsninger er imidlertid ikke tilgængelige for mennesker med handicap. Det problem har coronakrisen aktualiseret. Ordblinde og blinde børn, unge og voksne har oplevet, at de er blevet koblet af skolernes, ungdomsuddannelsernes og arbejdspladsernes digitale læringssystemer og mødeplatforme, til ugunst for deres muligheder for at passe deres uddannelse og jobs.
Europæiske såvel som danske civilsamfundsorganisationer arbejder for, at de mennesker, herunder mennesker med handicap, der er i risikogruppen, og som vil have behov for at selvisolere sig i en uoverskuelig fremtid, får mulighed for at mødes digitalt for at bryde ensomheden og isolationen. Også her er digitale mødeplatforme en tilgængelighedsmæssig hindring, selv om det er oplagt, at man bruger den slags systemer til glæde for disse mennesker.
De techvirksomheder, som laver digitale mødeplatforme og læringssystemer, er for størstedelens vedkommende multinationale. Det er derfor ikke sandsynligt, at de hører særlig meget efter specielle, nationale krav. Så selv om uddannelses- og socialområderne er nationale anliggender, vil et tæt EU-samarbejde om f.eks. tilgængeligheden til digitale løsninger være indlysende. Det har man faktisk haft muligheden for at sikre hele tre gange. Nu er det hverken lykkes at sikre tilgængeligheden med hverken webdirektivet eller direktivet om offentlige udbud. Her har hvert enkelt land kunne lave undtagelser fra direktiverne, der gør det praktisk talt umuligt at sikre tilgængeligheden i de digitale løsninger.
Men vi har endnu et skud i bøssen med tilgængelighedsdirektivet. Her skal vi sikre, at direktivet ikke kan fortolkes på 27 forskellige måder. Hvis unionen står sammen og stiller krav om tilgængeligheden, får udbyderne et incitament til at sikre tilgængelighed til deres produkter.
Verdensomspændende begivenheder som en pandemi får forhåbentlig beslutningstagere til at tænke sig om igen. For pandemier kender ikke grænser. Og løsninger på pandemiernes konsekvenser kender heller ikke grænser. Og vi mangler stadig den forkromede plan, der sikre tilgængeligheden på tværs af sektorer. Så kære politikere i EU og i Danmark: Løft hovedet og se ud over næsetippen. Vi er alle i samme båd. Når båden lækker, er vi alle i fare og når vi lukker hullerne, er vi alle reddet. Sæt i gang!
Thorkild Olesen er en af Europabevægelsens bloggere. På vores EU-blog bidrager erhvervs- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere til at styrke debatten om EU.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
