Af Sigrid Friis Proschowsky, tdl. landsformand i Radikal Ungdom.
Kan I huske, hvad der skete for 1 år siden, d. 26. maj 2019? Det kan jeg, for det er en af de dage der har sat sig godt fast i min hukommelse: Jeg taler selvfølgelig om Europaparlamentsvalget. Det seneste Europa-parlamentsvalg var et helt særligt mindeværdigt et af slagsen. For det var et valg, der slet ikke gik som spået. Så jeg tillader mig at bruge denne torsdag på et tilbageblik til de største øjeblikke fra valgaftenen.
De fleste kommentatorer og andre kloge folk havde spået, at det ville blive svært at få danskerne til stemmeurnerne. Borgerne havde rigeligt at se til med at følge med i folketingsvalgkampen, og ville nok ikke ulejlige sig med at skulle i stemmeboksen to gange på 14 dage, måtte man forstå.
Men så blev vi heldigvis alle sammen klogere! For danskerne strømmede til stemmeurnerne som aldrig før og samlet set så vi den højeste valgdeltagelse til et Europa-parlamentsvalg nogensinde. Svimlende 66% af danskerne havde sat et kryds – det svarer til en stigning på 10 procentpoint sammenlignet med 5 år forinden. Langt flere tog del i demokratiet, og særligt hos unge vælgere og vælgere med etnisk minoritetsbaggrund steg stemmeafgivningen markant. Det er godt og sundt for vores europæiske demokrati, når flere tager del i valghandlingen. Det tyder på, at danskere i højere grad end nogensinde før prioriterede dét at præge den politiske sammensætning i Europa-Parlamentet.
De fleste kommentatorer forventede en tilbagegang til Dansk Folkeparti – men de færreste havde forudset den volumen, valgnederlaget viste. Det var lige dér, at ”årets ord 2019” blev skabt: Klimatosse. Siden ordene røg ud af Pia Kjærsgaards mund d. 26. maj, har det klæbet til den offentlige debat. Facebook-folket skiftede stolt profilbilleder og brugte ”klima-tosse”-bannere og begrebet, der ellers blev slynget afsted som en fornærmelse er blevet til en positiv manifestation fra en befolkning, der kræver klimahandling.
Tiltroen og tilliden til europæisk samarbejde vandt frem på dansk jord. Blandt mange bitre kampe og spandevis af modgang, viste der sig et glimt af potentiale og forandring på den danske europapolitiske kampplads. Før i tiden talte skeptikere for et DEXIT – i dag er det de færreste, der for alvor mener, at Danmark ville stå stærkere udenfor EU. Dette er en sejr, som vi ikke må glemme, men tage med os frem mod de næste europæiske kampe.
Den første 1/5 af denne valgperiode er gået og min opfordring på denne #throwbackthursday er, at alle os, der tror på et stærkt EU-samarbejde, tænker tilbage på den kæmpe tiltro og tillid, der blev vist ved Europaparlamentsvalget 2019 – og minder os selv om, at den tillid og tiltro ikke kommer af sig selv. Den største forskel skabes ikke på valgdagen, men gennem alt det, vi sammen opnår mellem valgene.
Sigrid Friis Proschowsky er en af Europabevægelsens bloggere. På vores EU-blog bidrager erhvervs- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere til at styrke debatten om EU.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.