Af Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet, Konservative
Kommer Europa-Parlamentsvalget i 2024 mon til at ligne det folketingsvalg, vi er midt i nu? Næppe. Også selvom vi korrigerer for, at danske folketingsvalg og dansk folketingspolitik traditionelt set præsenteres mere nærværende og relevant, hvorfor det langt oftere er på alles læber sammenlignet med EU-politikken. Men prøv alligevel at se det for dig:
Fra allersenest starten af 2024 er vi kandidater i fuldt firspring og ”all over the place”. Vi, der stiller op til EP24, fylder sendefladerne på alle mediekanaler og der spekuleres kynisk og avanceret i personlige stemmetal og opinionstallenes marginale bevægelser. Måske endda også i puslespilsbrikkerne for, hvordan Danmark, gennem os 14 folkevalgte EU-parlamentarikere, får allermest indflydelse i de grupper, vi ender med at sidde i. Også selvom disse grupper er i konkurrence med hinanden.
Ja, tænk hvis det bliver sådan?
Tænk hvordan det ville være, hvis vi spidskandidater også fik ‘Sara & EP’spidserne’ helt for os selv? Hvis vi fik live-debatter flere gange – i flere uger før stemmedagen? Tænk hvis alt andet politik i denne verden holdt vejret og tog en slapper, indtil det nye Europa-Parlament var blevet valgt i slutning af maj og var kommet i arbejdstøjet sådan cirka langt ind i sensommeren?
Svaret giver næsten sig selv.
For sådan bliver det heldigvis ikke. Jeg håber dog, at medierne gider interessere sig for os EP-kandidater som personer og som politikere meget mere, end de hidtil har gjort. Vi behøver bestemt ikke at blive taget med fløjlshandsker. Det er et misforstået hensyn, for os EP-politikere kan holde til ret meget. Det kræver overraskende meget at blive god til håndværket i Bruxelles, og vi yder alle en kæmpe indsats for at kunne mestre de mange værktøjer. For hvis det lykkes at få godt styr på værktøjerne, så er det guld værdi. Ikke kun for eget parti, men også for Danmark og for Europa. Derfor bør EP-valget tages mindst lige så alvorligt som et folketingsvalg. Ja, måske endda en snas mere – på den opbyggelige måde, der gør demokratiet godt og ikke bare bidrager til endnu en tivolisering af politik set gennem sportsjournalistikkens optik.
For med EP-valget følger jo også sammensætningen af en ny Kommission og lanceringen af det næste 5 år lange arbejdsprogram for hele EU. Noget, der har enorm betydning for Danmarks økonomi og Europas udvikling. Hvilke emner og områder kan forvente direktivforslag? Hvilke forordninger skal revideres? Hvilke helt nye initiativer bliver der lovet? Og hvad med den evige – ofte irriterende – diskussion om at ændre traktaten? Så EU kan komme til at bestemme mere – eller mindre – i den fremtid, som lige nu vitterligt ser meget anderledes ud, end vi i 30 år – siden Maastricht- traktaten indgåelse – ellers havde gået og vænnet os til.
I skrivende stund håber jeg, at vi i løbet af november får en stabil og driftssikker (borgerlig) regering. Som arbejder perioden igennem uden så meget slinger og optakter til valg i utide. Og som lader foråret 2024 i fred til at omhandle EU-politik i mange forskellige sammenhænge og debatformer. Så stemmeprocenten bliver høj igen, som den var i 2019. Så vi sammen bliver endnu klogere på EU og Europa og hvilken stor indflydelse, vi som EU-parlamentarikere faktisk har – og kunne få mere af – på konkret lovgivning til hverdagen.
Især vil det være helt fantastisk, hvis folketings- og kommunalpolitikere vil deltage aktivt i EP-valgkampen ved at debattere alle de mange emner, hvor EU mere eller mindre har en finger med i spillet. For vi lever jo i ét Europa, hvor EU er det samarbejdende demokrati i praksis, og som foregår mellem en masse forskellige lokale, nationale, regionale og unionsmæssige enheder og aktører.
EU kan nemlig godt sammenlignes med et kæmpe, komplekst molekyle af en hel masse atomer, som ikke alle sammen hele tiden svinger lige logisk eller positivt sammen – og som er i evig bevægelse på grund af både ydre og indre forandringer, der ikke alle er til at forudsige.
Vi kan ikke tale om det europæiske demokrati uden at tale om det lokale demokrati og det politiske håndværk, der udfolder sig i borgernes nærmiljø, hvad enten det er virksomhedernes afsætningsmuligheder på det indre marked eller gennem store handelsaftaler. Vi kan heller ikke give vores begavede unge og innovative virksomheder det lange lys på i form af forskningsressourcer og stabile, sikre muligheder for forretningsudvikling. Vi kan heller ikke tale om den grønne omstilling eller biodiversitetens og miljøets redning og sundhed, uden at det sker med aktivering af EU’s maskinrum.
Og så videre. Alt det kan og skal vi tale meget mere om. Måske allerede i morgen eller efter det igangværende folketingsvalg og i hvert fald om senest to år, når EP24 skal i gang.
