Af Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef i Landbrug & Fødevarer

På sådan en stille mandag på kontoret, mens vi venter på ny regering, vandrer tankerne tilbage til valgkampen. Måske jeg husker selektivt, men det forekommer mig, at de mange debatter nærmest forudsatte, at Danmark er en isoleret ø, hvor vi bare kan og skal finde vores egne løsninger på vores egne problemer.

Det på trods af at vi lever i en tid, hvor vi mere end nogensinde før er ramt af voldsomme og grænseoverskridende problemer. Der er krig i Europa; vi står midt i en klimakrise; energipriserne er eksploderet; der er en global fødevareforsyningskrise, der især truer en række afrikanske lande. Og så videre.

Det er alle problemer, hvor vi kan og skal bidrage – men også problemer, hvor de løsninger, der vil gøre en reel forskel, skal findes globalt eller regionalt. Og alle problemer, hvor EU spiller en central rolle. Men det perspektiv syntes langt væk i den danske valgkamp. Enten var diskussionen der ikke – eller også diskuterede man isolerede danske løsninger.

Det er svært at ændre dynamikken i en dansk valgkamp. At journalisterne tænker mere EU og internationalt i deres spørgsmål kunne jo være et fromt ønske. Men ellers kan man begynde i det helt små: At bringe Folketinget tættere på europapolitikken. Et sted at begynde kunne være at se på anbefalingerne i den rapport, som Folketingets europaudvalg har fået udarbejdet ”Folketinget i Europa – Europa i Folketinget”. Her konkluderes det blandt andet, at ”Folketinget inddrages for lidt og for sent og derfor kun har minimal indflydelse på den europæiske lovgivning, som Folketinget senere skal implementere i dansk lovgivning, og som kommer til at gælde for danske borgere og virksomheder.”

Og – ikke mindst – kan man tilføje: Folketinget har sandsynligvis en alt for begrænset opmærksomhed på europæisk lovgivning – og de problemstillinger, som de søger at løse. Hvis man fulgte rapportens anbefalinger, ville der komme en større viden og bevidsthed om europæiske løsninger. Og så ville det være sværere i en dansk valgkamp at lade som om, at grænseoverskridende problemer er noget, vi alene skal og kan klare i Danmark. Det kunne også være et fromt ønske.

Page Title

Bliv Medlem af Europabevægelsen