Skrevet af Morten Helveg Petersen, medlem af Europa-Parlamentet for Radikale Venstre
Folketingsvalget er overstået og til ingens overraskelse fyldte EU-stoffet intet i valgkampen. Det på trods af at der er krig i Europa, og at vi alle befinder os i en ganske nærværende klima- og energikrise, som dansk politik med al respekt ikke kan rokke ved uden om EU.
Efter valget har det til gengældt fyldt i medierne at endnu en stribe danske politikere tager turen fra Europa-Parlamentet til Folketinget. Det kan der være udmærkede grunde til, men trafikken er efter min mening for stor og understøtter en vildledende dansk diskurs om, at EU ikke er særlig vigtig, selvom halvdelen af Danmarks love stammer direkte fra EU.
Det er flere gange dokumenteret i forskningen, at danske medier underprioriterer EU-stoffet, som oftest placeres langt inde i aviserne, mens online-dækningen er endnu mere mangelfuld. Mængden af EU-stof i danske medier svarer simpelthen ikke til den reelle indflydelse, som politiske beslutninger i EU har på lovgivningen i Danmark. Det er en redaktionel udfordring, at den politiske proces i EU tager lang tid og er relativt kompliceret, og som folketingsvalget viste, er der heller ikke meget vilje blandt danske politikere til at løfte EU-stoffet.
I dansk politik bliver EU i stedet ofte brugt som opportunt som skydeskive, hvis en sag, eksempelvis øremærket barsel til mænd, møder folkelig modstand, mens vindersagerne ofte italesættes som danske initiativer.
På den måde hjælper danske politikere med at fastholde en fortolkning af EU som en slags fremmedlegeme, der skal vurderes fra et dansk udgangspunkt – frem for et politisk fællesskab Danmark er en integreret del af.
Realpolitisk bliver EU heller ikke løftet i andedammen som det burde. Europa-udvalget, som giver den siddende regering mandat til alle EU-forhandlingerne, er notorisk kendt for sene afgørelser, og den slags koster altså indflydelse ved forhandlingsbordet i Bruxelles. Den selvsamme nølen over for EU støder jeg på i dansk erhvervsliv, hvor virksomheder og organisationer for ofte ankommer med deres positioner så sent i lovgivningsprocessen, at det ikke længere er muligt at opnå indflydelse.
Den svage europæiske offentlighed vi har i Danmark betyder, at vi som nation ganske enkelt er positioneret forkert i forhold til EU. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det koster reel politisk indflydelse og eksportkroner for Danmark, at vi er så fodslæbende over hele linjen, for jeg kan se og mærke i min hverdag i Europa-Parlamentet, at andre lande er helt anderledes på tæerne, når de søger indflydelse i EU.
Som samfund burde vi kaste alle kræfter ind i det europæiske projekt, for det er gennem EU at Danmark kan præge verden i en demokratisk retning, øge eksporten af grønne danske løsninger til den globale klimakamp og sikre fremtidens velfærd. Vi burde have et meget større hold af embedsmænd på den permanente danske repræsentation i Bruxelles, der som minimum modsvarer hvad andre medlemslande bruger af ressourcer, men det er på Slotsholmen at embedsværket vokser.
Behovet for stærkere forbindelser til Bruxelles på tværs af Danmark – medier, politikere, erhvervsliv og interesseorganisationer – bliver ikke mindre som tiden går. Den europæiske integration går stærkt lige nu, simpelthen fordi der ikke findes andre måder at løse de store aktuelle kriser på, og mens danskerne selv forkastede forsvarsforbeholdet ved jordskredssejren den 1. juni i år, har det officielle Danmark ikke formået at lave en samarbejdsaftale med EUs offentlige anklager (EPPO, der bl.a. efterforsker international svindel) to år efter vi fik invitationen.
Der er noget galt med det europæiske udsyn i Danmark. Det hænger fast i fortiden, og det er på høje tid, at vi begynder at indrette os efter fremtiden. Derfor er det vigtigt at en kommende regering giver håndslag på at få lavet en ny europapolitisk aftale. Vi skal have EU-politikken flyttet ud i Folketingets fagudvalg, og så bør vi lave en national strategi for etablering af Danmark som grønt pilotland ude i verden. En strategi, der forankres politisk i Folketinget, men spiller sammen med EUs grønne pagt og den europæiske energiunion.
For uanset hvordan vi vender og drejer det, er vi en del af noget større, og vi er bedst tjent med at acceptere den præmis.
