Rikke Wetendorff Nørgaard, Europapolitisk chef, Dansk Industri
Regeringsdannelsen i Danmark nærmer sig sin slutspurt. Mange store udfordringer venter forude. En opgave, Danmarks kommende ministerhold ikke bør undervurdere, er Europa. Menuen af kriser af kontinental skala vil spænde over mange ressortområder. Sikkerhedspolitisk krise. Inflationskrise. Energikrise. Det er til at blive fortvivlet over. Min opfordring til den kommende danske statsminister er derfor at lade sig inspirere af Jean Monnet, en af det europæiske projekts founding fathers, da han sagde, at EU vil udgøre summen af løsningerne på de kriser, Europa kommer til at opleve.
Det er et mantra, som i den grad har udgjort en rød tråd for EU gennem årene. Klimakrisen har fået EU til at sætte turbo på den fælles indsats mod CO2-udledninger. Finanskrisen medførte tiltrængte forbedringer af EU’s fælles finansielle arkitektur. Flygtninge- og migrantkrisen medførte en styrkelse af de fælles, ydre grænser. Covid-krisen udløste den største fælles investeringsfond, EU nogensinde har stillet til rådighed for medlemsstaterne. Kriser som udløsere, men løsninger som resultat af europæisk fællesskab og samarbejde.
Det er den mentalitet, vi og den kommende regering igen skal finde frem i Danmark og i EU. Først og fremmest skal vi finde fælleseuropæiske løsninger på de helt akutte kriser. Vi kan ikke undervurdere inflationens skadelige effekt eller ignorere de borgere og virksomheder, som lige nu lider under høje elregninger. Samtidig skal vi tænke fremad og gennemføre de reformer og vedtage de tiltag, der gør både Danmark og Europa mere robuste over for fremtidens kriser.
Vi skal reducere EU’s afhængighed af energi fra autoritære regimer som Ruslands. Det skal vi blandt andet gøre gennem øgede investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet – men også gennem et forbedret europæisk elnet. Virksomhederne er allerede i gang med at gøre deres produktion mere energieffektiv, både fordi det hjælper dem med at overleve den akutte krise – men også fordi det så vil øge deres konkurrenceevne på den lange bane. Vi skal samtidig styrke Europas position i strategisk vigtige industrier. Lige nu kører debatten om EU’s industripolitik på de højeste nagler. Hvordan sikrer vi, at europæisk industri ikke sakker bagud i den globale konkurrenceevne og grønne omstilling, når USA investerer så massivt, som de gør i grøn omstilling af deres industri igennem deres ’Inflation Reduction Act’? En ting er sikkert: absolut ingen vinder på en global handelskrig. I stedet bør vi sørge for, at vi i EU får skabt de rigtige fælleseuropæiske incitamenter til, at europæiske virksomheder kan blive førende inden for grøn omstilling og banebrydende grønne teknologier og får fjernet de sten på vejen, der lige nu står i vejen for, at vi får udbygget med tilstrækkelig vedvarende energi i Europa. Der er brug for gulerod og ikke pisk.
Endelig skal vi huske at tage de sociale spændinger, som alle europæiske samfund oplever, alvorligt. Inddragelsen af civilsamfundet, herunder borgere, arbejdstagere og virksomheder, vil være endnu vigtigere end nogensinde før.
Hvis politik kan ses som en kunst, så er dens essens at finde kreative løsninger på uforudsete problemer. Så lad os alle sammen – politikere, borgere og virksomhedsledere – smøge ærmerne op, finde de kreative løsninger på både kort og lang sigt, og i fællesskab sørge for, at Europa ikke lader tidens mange kriser gå til spilde.
