Skrevet af Mirjam Marie Dyekjær, EU-og udenrigsordfører for Radikal ungdom
EU-lovgivning møder stigende grad kritik indenfor de danske grænser. Både direktiver om mindsteløn, øremærket barsel og kvindekvoter har skabt rammaskrig på højrefløjen og hos fagbevægelsen. I mine egne EU-jublende kredse bliver kritikken affejet som useriøs og mere rettet mod EU end rettet mod det politiske indhold. Det er faktisk sjældent, at EU-fløjen overhovedet møder EU med kritik, eller italesætter hvor grænsen for EU-lovgivning skal gå. Det har fået mig til at tænke ”Har kærlighed gjort os blinde?”
Lad os tage fat i det nyeste direktiv om indførsel af en minimumsløn i EU-lande. Det er primært de højreorienterede og fagbevægelsen, der har kritiseret minimumsløn i Europa. Jeg køber ikke ind på fagbevægelsernes dystre forudsigelser om, at direktivet i fremtiden vil skade Danmarks arbejdsmarked og jeg mener det er tiltrængt i flere EU-lande. Så det er ikke indholdet af lovgivningen, der er problematisk – det er det faktum, at EU-fløjen i Dansk politik ikke har stillet spørgsmålstegn ved indførslen af det. Det er vigtigt rejse spørgsmålet: Er det virkelig indenfor EU’s kompetencer at gå ind på medlemslandenes lønvilkår, selvom det er med et nobelt formål? Er det rigtigt, bare fordi det er godt?
Hvis argumentet om, at EU kan lovgive, så længe det kan drejes til, at det hjælper EU med målsætningen indenfor sociale anliggender, hvor går grænsen så? Det samme spørgsmål opstår, når det kommer til lovgivning om kønskvoter og barsel til mænd.
Hvis kravet for EU-lovgivning er, at det skal være nødvendigt for at nå traktatmålene, kan næsten al lovgivning falde ind under denne kategori, for traktatmålene er rimelig brede.
Det er et selvmål for EU-fløjen kun at sige ’jA’ til EU, og ikke at anerkende nødvendigheden af en diskussion om hvor grænsen for EU kompetencer går. Set i lyste af den generelle danske ’EU-forbeholdenhed’ som nok skyldes frygt for at miste suverænitet, er det klogest at vores pro-stemmer også er fornuftens stemme. En stemme der anerkender at EU-kritik er ligeså vigtig for EU-debatten som EU-ros. En god ’pro-europæisk’ stemme er ikke bare ’ja’, den siger også ’måske’ og ’hvordan’.
Så lad os kapre EU-kritikken fra højrefløjen. Vi kunne passende lede vejen for en europapolitisk aftale, der også giver et billede af hvor EU-lovgivningen skal stoppe, så vi kan gøre det på vores præmis. Og lad os kickstarte et EP-valg, der udrydder frygten for at EU-samarbejdet går får langt. Således, at det ikke føles ’farligt’ at stemme pro-europæisk. Kærligheden til EU må ikke gøre os blinde, for vi er nødt til at have øje for, at den danske EU-skepsis lever i bedste velgående, og lukrerer på EU-fløjens ’naive’ tilgang. For EU godt, men ikke perfekt og det skal vi også italesætte.
