Kronik af Jens-Kristian Lütken, landsformand i Europabevægelsen.
Bragt i Altinget den 26. februar 2023.
“Welcome to your first air alarm”.
Et byrådsmedlem fra Lviv har lige sendt en besked på Messenger og ganske rigtigt: Hele Ukraine er farvet rødt. Ingen af de andre gæster på restauranten lader sig imidlertid distrahere af nyheden om, at russiske missiler måske er på vej hen over Ukraine.
Min samtalepartner forklarer, at det sker hver dag, og at det typisk bare er russiske jagerfly, som er gået i luften over enten Rusland eller Hviderusland. Det viser sig at være rigtigt.
I sidste uge var jeg i Ukraine, hvor krigen er blevet en del af hverdagen, og luftalarmer lige så almindelige som de massive køer på hovedstadens veje i myldretiden.
Jeg besøgte først Lviv, siden Kyiv. Når man opholder sig i landet, er det helt tydeligt, at ukrainerne både har vænnet sig til krigen, men også til, at den på et tidspunkt kan komme til sin afslutning. Ikke en endelig afslutning, men en midlertidig afslutning.
Rusland er nemlig specialister i frosne konflikter, og derfor kan den nuværende krig ende med at fryse fast nogenlunde omkring den nuværende frontlinje – for så at bryde ud igen, når Rusland har genoprustet sig. Det er en kølig analyse, som jeg hører flere gange fra politikere og iagttagere.
Det står også lysende klart, at denne nationale vækkelse har sikret Ukraine en overlevelseskraft, som Rusland totalt har undervurderet.
Hvad ville det betyde for Ukraine? Umiddelbart vil det vanskeliggøre en levedygtig og velfungerende ukrainsk stat. For hvem skulle investere i et land, der er i overhængende risiko for at blive invaderet af nabolandet endnu engang? Og hvorfor skulle de mange ukrainere, der lige nu opholder sig i udlandet, vende hjem til et land i krig? Befolkningstallet er i frit fald, og det er en af de mange bekymringer, som luftes af flere forskellige under mit besøg.
Det krigshærgede land er i den grad under krydspres, men i modsætning til før krigen, så er svag statsdannelse ikke længere en hovedpine. For særligt én ting får jeg bekræftet flere gange under mit besøg: Ukrainerne er i dag stolte af at være ukrainere. Ideen om Ukraine er ikke længere blot forankret i den vestlige del af landet, men spredt over hele landet – også til den store del af landet som traditionelt set har været russisktalende og hvor mange har haft blikket rettet mod Rusland.
Det står også lysende klart, at denne nationale vækkelse har sikret Ukraine en overlevelseskraft, som Rusland totalt har undervurderet.
Kraften skal bruges i den akutte krig her og nu, men skal også bruges til at sikre Ukraine en plads blandt de vestlige demokratiske lande på længere sigt. Når man taler om Ukraines fremtid blandt de vestlige lande, er det vigtigt at holde sig for øje, at landet langt fra kun kommer med hatten i hånden. Landet har en stor stående hær med kamperfaring, en veluddannet befolkning, mange naturresurser og en omfattende fødevareproduktion. Potentialet er enormt, men så længe luftalarmer, krig og truslen om total udslettelse som selvstændigt land fortsat er en del af dagligdagen, så er det vanskeligt at udfolde det.
Krigen og døden er altid kun et splitsekund væk i Ukraine. Men optimismen og fandenivoldskheden er endnu tættere på. Det bliver Ukraines redning.
Et eksempel på dette er Ukraines store IT-sektor. Den lider voldsomt under de mange strømafbrydelser, for som en af mine samtalepartnere under mit ophold fortæller, så er det vanskeligt at drive et IT-firma på anden sal, hvis man er afhængig af en dieselgenerator. IT-specialister er som arbejdskraft meget mobile og kan nemt slutte deres computere til i et andet land. Derfor er der en udbredt frygt for, at IT-branchen forsvinder helt ud af Ukraine på grund af usikkerhed omkring strøm og den generelle usikkerhed i landet. Nogle peger endda på, at det er en af de strategiske årsager til, at Rusland går målrettet efter at bombe elektricitetsforsyningen.
Ukraine har derfor behov for massiv støtte til at klare sig overfor det krydspres, som landet er udsat for. Det vigtigste, vi kan give landet, er i første omgang våben til at klare sig imod det, der på papiret burde være en overmagt. På længere sigt er det imidlertid udsigten til EU-medlemskabet, der skal være både den pisk og den gulerod, der får Ukraine det sidste stykke af vejen.
For man kommer ikke udenom, at der er ganske mange dårligdomme i Ukraine, som ikke bare kan tilskrives invasionen, men i højere grad en korrumperet politisk kultur og manglende tillid til myndighederne og borgerne imellem. Samt ikke mindst helt almindelig, regulær inkompetence – desværre ofte i kombination med grådighed. Det skal der ryddes op i, men krigen har rent faktisk accelereret denne udvikling. For den ukrainske ledelse ved udmærket godt, at befolkningen i højere grad vil ofre deres liv for et fædreland, der er værd at bo og leve i – end for en korrupt stat.
På vej tilbage til Lviv og den polske grænse deler jeg kupe med en gruppe ansatte i en ukrainsk bank. De har været på medarbejderseminar i Kyiv og skal nu tilbage til det vestlige Ukraine. Det bliver til en lang snak om krigen og fremtiden for Ukraine. Inden vi bogstaveligt talt kravler til køjs, siger en af mine medrejsende opsummerende: ”En slavehær kan aldrig vinde over et frit folk”. Jeg håber, han har ret. Faktum er i hvert fald, at kampgejsten gennemsyrer det ukrainske samfund over alt, hvor man kommer. Og moralen er væsentlig højere end hos dem, ukrainerne omtaler som ”russiske engangssoldater”.
Da jeg efter en lang togtur endelig krydser grænsen til Polen til fods, får jeg endnu en besked fra min byrådskollega i Lviv: ”This time it’s real”. Nu er der rent faktisk missiler på vej ind over Ukraine. Krigen og døden er altid kun et splitsekund væk i Ukraine. Men optimismen og fandenivoldskheden er endnu tættere på. Det bliver Ukraines redning.
