| Sport og politik – det skal holdes adskilt!
Den floskel har levet i bedste velgående i mange år efterhånden. Men flere og flere lader heldigvis til at have fået øjnene op for dens usandhed. Og i Europabevægelsen gør vi vores til at hjælpe med netop dét. Derfor står dette nyhedsbrev også i sportens tegn.
For nej – sport og politik kan ikke skilles ad. Sport og politik er intimt forbundet.
Det ser vi, når store autokratiske lande poster store dele af sin rigdom i at afholde sportsbegivenheder. Det ser vi, når Qatar forbyder regnbuefarvede trøjer til VM. Sport har hele verdens bevågenhed. Så selvfølgelig prøver de mest magtfulde aktører i verden at påvirke dem.
Det gode spørgsmål til os er: Hvorfor skulle vi egentlig sætte kampen for menneskerettighederne på pause, bare fordi vi finder klaphatten frem? Kan glæden over sporten og kritikken af dens politiske skyggesider ikke gå hånd i hånd?
Jo, det kan de godt. For sport er – også – politik.
Derfor står Europabevægelsen også altid klar, når sporten bliver brugt til at fremme værdier, vi ikke kan forenes med. Ufrihed. Menneskerettighedskrænkelser. Krig.
At sport og politik hænger tæt sammen, ser vi lige nu et levende bevis på i Den Internationale Olympiske Komité. Her har præsident Thomas Bach for nylig lagt op til at lade russiske og belarussiske atleter deltage i sportsbegivenheder igen, hvis blot de lever op til nogle – relativt slappe – kriterier. Hvad der har ændret sig, siden denne kovending nu synes rimelig for Bach og IOC, står hen i det komplet uvisse. Krigen i Ukraine fortsætter jo ufortrødent. Det er en skandale. |
