Af Jakob Wind og Mikkel Gaardsted Nielsen, hhv. Landsformand i Europæisk Ungdom og Informationskonsulent i Europabevægelsen
Vi har hørt meget om Kinas fremmarch, hvad enten det handler om Belt and Road eller forespørgslen om at betale for olie i yuan. Man kan nærmest ikke sparke til en bold uden at den lander i et kinesisk investeringsprojekt. Med den russiske invasion af Ukraine, og dertilhørende mangel på energi er det efterhånden gået op for de fleste, at vi står over for markante ændringer i verdens gang. I EU-sfæren har begrebet ”Strategisk Autonomi” efterhånden ”buzzet” rundt i et godt stykke tid, og i sidste halvdel af 2022 fik vi for alvor en forsmag på hvad Kommissionen har haft i de metaforiske gryder. For de endnu uindviede handler det kort sagt om, at EU skal kunne stå på egne ben, i en tid hvor den etablerede verdensorden ændres.
For nogle er det også på tide at EU melder sig som en stærk om samlet blok, specielt efter institutionerne blev overhalet indenom af USA’s ’Inflation Reduction Act’ (IRA). Annonceringen af IRA har signaleret USA’s indtræden i klimakapløbet, og der har fra europæisk side været store bekymringer om, hvad de rekordstore subsidier i pakken kommer til at betyde for EU’s konkurrenceevne på grønne teknologier. Med to nye tiltag navnlig ’Net Zero Industry Act’ og ’Critical Raw Materials Act’ begynder en europæisk industripolitik, med den grønne og den digitale dagsorden i højsædet, at tage form.
EU’s planer drejer sig som at sikre de rette omstændigheder for at nå klimaneutralitet i 2050, samt at opbygge den europæiske konkurrenceevne og resiliens overfor uforudsete omstændigheder. Kommissionen anslå at EU’s efterspørgsel på sjældne jordartsmetaller øges med op til syv gange, og litium med helt op til 20 gange. Som en rapport fra Kommissionen påpeger, importerer EU cirka 98% af sjældne jordartsmetaller fra Kina.
For at EU kan reagere effektivt både på den interne samt på den eksterne dimension, er det derfor vigtigt at vi frigør os i så høj grad som muligt fra afhængighed af stater som ikke nødvendigvis deler vores værdisæt.
Men hvor skal pengene komme fra?
Gennemførelsen af EU’s genoprettelsesplan ’Next Generation EU’ har ikke blot bidraget til en styrket indsats på det grønne område samt hjulpet de europæiske medlemslande på fode igen efter Corona-krisen, den markerede også et væsentligt afhop fra EU’s sparekurs som har været på menuen siden den globale finanskrise. Der blev optaget en historisk mængde fælles gæld. At vi ved at gennemføre Next Generation EU har banet vejen for nye tiltag, som kan baseres på fælles gældsoptagelse, er der derfor ingen tvivl om. I Ursula Von der Leyens ’State of the European Union’ tale I efteråret 2022 fik vi en forsmag på, hvilke finansielle instrumenter EU kan tage i brug i fremtiden. Kommissionsformanden løftede sløret for en potentiel suverænitetsfond, med formålet at støtte projekter som har fælles europæisk interesse.
Men hvorfor en fond? I en europæisk sammenhæng, hvori nationale medlemsstater trods alt stadig er meget forskellige, kan fonde udgøre et uvurderligt middel som hjælp til koordinering af national politik. Dette kommer især til at have betydning, hvis vi gerne vil undgå internt at konkurrere på statsstøtten. I en udgivelse fra d. 28 marts har Den Europæiske Centralbank vurderet hvordan en ’Klima og Sikkerhedsfond’ kunne se ud, og hvilket traktatmæssigt grundlag den kan bygges på. Kommissionen vil til sommeren 2023 yderligere afdække hvordan en suverænitetsfond kunne se ud.
Den danske indstilling
Fra Danmarks side har vi aldrig været positivt stilledeoverfor fælles gæld eller overfor slingren i den økonomiske kurs i det hele taget. Som mange nok husker var vi en del af flokken som fik tilnavnet ’De Sparsommelige Fire’ sammen med Østrig, Holland, og Sverige. Med de væsentlige udfordringer EU står overfor i fremtiden, og i en verden hvori vi potentiet skal være mere selvforsynende, er det dog helt centralt at vi som Union kan finde fælles løsninger.
Det betyder også at vi fra bliver nødt til at genoverveje vores tilgang til financieringen. Men den danske principielle modstand overfor fælles gæld, er vi ikke blot mindre solidariske med de medlemslande som bl.a. af strukturelle årsager har færrer midler at rykke med, vi forspilder også en mulighed for at rykke Danmark tættere ”på hjertet af EU” og påvirke fællesskabet i den retning vi anser som mest hensynsfuld.
