Europabevægelsen lever nok i manges opfattelse som en forening, der ikke tiltrækker meget opmærksomhed. Men faktisk er det velbegrundet at karakterisere den som en kvalitativ faktor i vores forståelse af, hvad Europa og EU egentlig er.
Både i forbindelse med den store udvidelse, der blev forhandlet, da jeg sad i EU-Kommissionen, med Ruslands angreb på Ukraine og med endnu en række kandidatlande på vej, er spørgsmålet om Europas identitet blevet en nødvendighed at forholde sig til, og det er her, Europabevægelsen med sin historie, sine idealer og sit brede udsyn yder et væsentligt bidrag.
Som scient.pol.-studerende i Aarhus i 60’erne var jeg meget inspireret af professor Erling Bjøl, som førte os gennem de store linjer i efterkrigstidens udvikling af en ny start for Europa og som havde formatet til også at lade sine synspunkter komme til udtryk. I stedet for en bleg værdirelativisme fik vi en værdifuld undervisning – i alle ordets betydninger.
Personligt var jeg helt afklaret om nødvendigheden af et ja længe før afstemningen i 1972. Det lå lidt anderledes med nogle af mine venner i Frit Forum. F.eks. ringede Svend Auken på et tidspunkt og spurgte, hvad jeg mente bedst kunne betale sig. Hans og Ritt Bjerregaards nej har givet mange den opfattelse, at alle de mange nye socialdemokratiske folketingsmedlemmer ved valget i 1971 var modstandere af EF-medlemskabet. Men sådan var det faktisk ikke. Langt de fleste nye var tilhængere af EF.
Jeg blev formand for Europabevægelsen i 1977 og måtte bruge en del energi på at få den daværende generalsekretær til at acceptere, at der var tale om en demokratisk medlemsorganisation og ikke et enkeltmandsfirma. Da jeg blev energiminister i 1979, stoppede jeg som formand og blev efterfulgt af Lasse Budtz.
Som kommissær fik jeg ansvaret for EU’s udviklingspolitik og humanitære bistand, hvilket var et samlet felt, hvor Kommissionen har egentlige beføjelser og direkte gennemfører aktiviteter. Men det var et forældet og langsommeligt system, jeg overtog, og jeg brugte mange kræfter i hele perioden på at modernisere det og få det til at følge de principper, som OECD og de mest progressive donorlande arbejdede efter. Sådan et land var Danmark, og det lykkedes i det store og hele. Men hele tiden var det nødvendigt, at Kommissionen holdt fast i, at der virkelig skulle være tale om en fælles politik.
På mit sidste møde i efteråret 2004 i Rådet for Udviklingsministre kunne jeg ikke holde mig tilbage fra at sige, at CFSP stod for Common Foreign and Security Policy og ikke Colonial Foreign and Security Policy. Andre kommissærers arbejdsfelter var endnu mere præget af, hvor svært det typisk var at skabe enighed på tværs af de enkelte medlemslandes særstandpunkter. Det forhold, at der jo er tale om en løbende kompleks forhandling, hvor interessevaretagelsen går på tværs af de enkelte sagsområder, gør det nødvendigt, at Kommissionen fastholder sin initiativret og er i stand til at styre den samlede proces.
Det var også en væsentlig iagttagelse, at befolkningernes viden om det europæiske samarbejde ikke var bedre i de store lande, end det jeg kendte fra Danmark. UK var allerede dengang et nærmest ubehageligt eksempel på udsagnet om, at viden er magt, for UK demonstrerede, at uvidenhed ikke er helt magtesløs!
De danske forbehold betyder efter min bedste bedømmelse, at landets indflydelse er reduceret – og ikke kun på de specifikke områder. Hverken erhvervsorganisationer eller regeringer har lyst til at sige, at det er sådan, og af den grund svækkes pædagogikken, hver gang man prøver at få fjernet dem. Forsvarsforbeholdets afskaffelse skete med situations pædagogik. I sagen om indvandrerpolitik taler skiftende regeringer frejdigt om problemerne og forhandlingerne i EU, som om det var noget, Danmark havde adkomst til at deltage i. Det er noget af det, der gør det sværere at komme af med forbeholdet.
Samlet set, tror jeg, den danske befolkning i dag har større forståelse for nødvendigheden af et beslutningsdygtigt samarbejde i Europa end nogensinde. Det er ikke kun på grund af Ruslands angreb på Ukraine, men også fordi der er en udbredt forståelse for, at de globale magtstrukturer stiller Europa over for udfordringer, der kræver fælles handling. Det gælder adgang til råstoffer, kontrol med gigantiske private økonomiske og teknologiske magtkoncentrationer, og det gælder ikke mindst opretholdelse af respekten for de fundamentale demokratiske principper i, hvordan vi indretter vores samfund i Europa – hver for sig og i fællesskabet.
I dette perspektiv er der i dag samme meningsfulde udfordringer for Europabevægelsen som for 75 år siden.
