I dag er det 1. maj, og vi fejrer bl.a. de kampe vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre har taget, når de gennem tiden har ment, udviklingen gik den gale vej. Det har givet resultater, men vi skal stadig holde fanen højt, når det går i den forkerte retning.
Og det gør det. Desværre. Da Putin den 24. februar 2022 valgte at starte en krig i Europa, blev vi alle chokeret.
Det påvirkede os – i Danmark og i resten af Europa – at millioner af ukrainere måtte flygte fra krig og ødelæggelser. Og det påvirkede os, at fred og sikkerhed i Europa ikke var givet.
Vi indså, at vi måtte stå sammen i EU og hjælpe Ukraine. En øvelse, der trods vanskeligheder i EU-samarbejdet, har skabt en tæt og stærk europæisk alliance i erkendelse af, at intet land i Europa kan leve med at blive invaderet af en fremmed magt.
Ruslands krig i Ukraine viser, at vi lever i et Europa, der er og skal være tæt forbundet, da krig og ufred i Europa påvirker os alle og ganske konkret vores hverdag.
Vi har oplevet øget inflationen, stigende renter, en periode med eksploderende energipriser og langt højere priser på dagligdagens nødvendigheder.
Alt dette sætter en tyk streg under det helt nødvendige europæiske samarbejde, for intet land kan alene løse de udfordringerne. De er som forbundne kar – akkurat som de 27 EU-lande hænger sammen, når det kommer til vores sikkerhed, vores støtte til Ukraine og fælles kamp mod Rusland.
Mange lande, både indenfor og udenfor Europa, har oplevet massive klimaændringer de seneste par år. Ændringer, der giver store økonomiske udfordringer og som også fordrer, at vi står sammen.
Nok kan det enkelte land selv håndtere bygge diger eller vandingsanlæg, men når det gælder den mere overordnede grønne omstilling af virksomheder og landbrug til fordel for klimaet skal vi sikre, at denne omstilling ikke efterlader visse EU-borgere på perronen.
For hjælper vi ikke i fællesskab landmænd eller industrier til nye måder at producere eller arbejde på, skaber det utryghed og ikke mindst vrede mod de europæiske beslutningstagere, hvilket er det sidste, der er brug for i den aktuelle geopolitiske situation.
Derfor skal vi sikre en bæredygtig men også fair omstilling. Det kræver investeringer i uddannelse, arbejdsmiljø og gode jobs. Og det kræver, at vi sætter foden hårdt ned overfor social dumping overalt i EU. Det er ekstra vigtigt, nu hvor flygtninge fra Ukraine, eller migranter fra det Afrikanske kontinent kommer ind på det europæiske arbejdsmarked, hvad enten årsagen er krig eller klimaforandringer.
Stabilitet og sikkerhed er derfor nøgleord, når vi skal stemme ved valget til Europa-Parlamentet den 9. juni, der bliver et meget vigtigt valg.
For efter valget af et nyt EU-Parlament og sammensætningen af en ny EU-Kommission står opgaverne fortsat i kø, og nærmest skriger på et samlende og handlekraftigt EU-parlament, der kan levere på de store dagsordner.
Kun ved et velfungerende Europa-Parlament kan vi sikre et trygt og holdbart EU som garant for fred, sikkerhed og frihed til gavn for Europa men ikke mindst den europæiske befolkning.
Rigtig god 1. maj! Og husk, at alle stemmer tæller den 9.juni.