Evidensbaseret lovgivning, regelforenkling, fitness check og reduktion af administrative byrder har siden begyndelsen af dette årtusinde været en del af Bruxelles-lingoen. Alle har kunnet tale med om vigtigheden af bedre regulering som et helt centralt element, der sikrer, at EU ikke lovgiver udover det nødvendige, at der er fuld transparens i regeltilblivelsen og at lovgiverne kender konsekvenserne af de regler, de vedtager.
Med Draghi-rapporten er det som om, at der er bragt fremkaldervæske til Bruxelles og de europæiske hovedstæder. Det står nu lysende klart, at vi alt for længe har været langt bedre til at tale om bedre regulering end til at gøre det, som det hele handler om. Resultatet er, at vores virksomheder tynges af unødigt detaljeret regulering og stigende administrative byrder, som ikke leverer de rammer for vækst, der er afgørende for, at vi kan bevare og skabe arbejdspladser i Europa og derigennem sikre befolkningen sociale fremskridt.
Reaktionerne på Draghi-rapporten viser bred enighed om analysen og behovet for handling. Ursula von der Leyens politiske mandat er tydeligt og de seneste ugers høringer i Europa-Parlamentet med medlemslandenes kommissærkandidater viste også, at de har læst ordene i deres mission letters om at levere 25% byrdereduktion (35% for SMV’erne), afholde implementerings workshops med dem, der berøres af reglerne, og gennemføre konkurrenceevnetjek i konsekvensvurderingerne forud for udmøntning af ny politik. Men det var mildest talt ikke temaer, som fyldte optog meget spørgetid – eller interesse.
Tør vi håbe på, at det denne gang bliver til at handling vil følge ord? Mit svar er, at det afhænger af hver enkelt aktører i EU’s lovtilblivelsesproces. Det er ikke Kommissionen alene. Kommissionen har sin del af ansvaret, og jeg vil se frem til hvordan konkurrenceevnetest og SMV-test indarbejdes i de konsekvensanalyser, der ledsager nye initiativer. Og ikke mindst vil jeg se frem til at Kommissionen fremsætter et omfattende katalog af byrdenedbringelser.
Det største fremskridtspotentiale ligger imidlertid hos EU-lovgiverne i Rådet og i Europa-Parlamentet. Konsekvensvurderinger til deres ændringsforslag af Kommissionens lovforslag over årene kan tælles på få hænder. Imens er omfanget af byrder steget og EU’s konkurrenceevne faldet tilsvarende.
Jeg knytter håb til at den kommende revision af den interinstitutionelle aftale om bedre regulering hjælper os på rette vej og skaber bedre balance i EU-lovgivernes forpligtelser når det kommer til at levere konsekvensvurderinger, regelforenkling og reduktion af administrative byrder.
Samtidig har alle vi interessenter, som berøres af EU-reglerne, et stort ansvar for at vise tilbageholdenhed i vores iver til at eksportere vores problemer – og problemløsninger – til kommissærer, ministre og MEP’ere i Bruxelles. På mange områder har vi i hvert enkelt medlemsland langvarige traditioner for at videreudvikle løsninger, der passer til vores samfundsmodel uden at det kompromitterer vores fælles interesser i at styrke EU. Ligesom med bedre regulering må proportionalitet og subsidiaritet aldrig blive tomme floskler, men derimod stærke og indholdsrige begreber vi skal værne om.
En stærk respekt for et rodfæstet subsidiaritetsprincip i udmøntningen af EU-politik er afgørende for, at vi i Danmark kan fastholde vores traditioner for at forhandle fleksible og velfungerende løsninger på arbejdsmarkedet, der medvirker til at sikre danske arbejdspladser. Her fortjener den danske regering stor ros for at stå fast på ikke at ville gå på kompromis med den danske arbejdsmarkedsmodel. Tilsvarende skal regeringen have kadeau for at genaktivere implementeringsudvalget, der skal sikre, at ansvaret for bedre regulering også gælder i København. DA bidrager meget gerne til, at det også sker i praksis.
Skrevet af Christiane Miβlbeck-Winberg, Europapolitisk chef i Dansk Arbejdsgiverforening
