På trods af at Ukraine er et land i krig, rejser en bredt sammensat dansk delegation på 14 personer i denne uge til Odesa. De skal deltage i Black Sea Security Forum, en stor tre-dages sikkerhedskonference med over 650 deltagere fra mere end 40 lande Europabevægelsen ønsker med deltagelsen at bidrage til at fokus på Ukraine fra dansk side øges i den kommende tid, da krigen nærmer sig en afgørende fase. En fase som kan få afgørende betydning for vores kontinent og hvor sikkert vi kan føle os herhjemme.
Europabevægelsen står bag rejsen, som er arrangeret i samarbejde med Viewpoint Specialrejser. Delegationen tæller en række markante skikkelser fra det danske politiske spektrum, herunder tidligere medlemmer af Folketinget og Europa-Parlamentet samt eksperter inden for forsvar, medier og sikkerhed. Mette Reissmann (S) medlem af borgerrepræsentation i Københavns Kommune er en af deltagerne på turen
"Som dansk politiker er det vigtigt at deltage i konferencer som denne. Det er ikke kun en stor sikkerheds- eller forsvarsmesse som handler om våben og militærteknologi - den handler om Danmarks fremtidige sikkerhed, erhvervsinteresser, geopolitik og positionering i Europas nye sikkerhedsarkitektur.
Ukraine er Europas vigtigste innovationslaboratorium for sikkerhedsteknologi og vi kan lære meget i forhold til beredskabsplaner og forsvars- og dual-use teknologi – især droner, AI, elektronisk krigsførelse, cybersikkerhed og maritime løsninger. Jeg er glad for at Europabevægelsen har arrangeret denne vigtige tur." Udtaler Mette i forbindelse med besøget.
Delegationsleder Leif Lønsmann understreger vigtigheden af tilstedeværelsen i Ukraine:
”En stærk tilstedeværelse i Ukraine og ved den internationale sikkerhedskonference demonstrerer den internationale opbakning til Ukraines ret til selvbestemmelse og territoriel integritet. Danmarks fysiske tilstedeværelse i Odesa understreger den europæiske støtte til Ukraine i en svær tid"
Delegationen repræsenterer en bred vifte af politiske og professionelle baggrunde, hvilket sikrer en stærk og alsidig dansk stemme på konferencen. Blandt de deltagende er de tidligere folketingsmedlemmer Mette Reissmann, Louise Brown og Hanne Severinsen samt det tidligere europaparlamentsmedlem Lars Poulsen. Derudover deltager repræsentanter fra Forsvaret, Greater Copenhagen EU Office og det private erhvervsliv.
Black Sea Security Forum sætter hen over de kommende tre dage fokus på den aktuelle sikkerhedssituation i regionen og Europas fremtidige sikkerhedsarkitektur.



