Af Niels Fuglsang, MEP - Socialdemokratiet
Vi har fra EU's side været alt for længe om at indse, at energi er fundamentet under stort set al aktivitet i vores samfund og derfor et afgørende vigtigt og kritisk politisk område.
Det er en stor fejl, at vi gennem årtier har gjort vores energiforbrug afhængigt af importeret gas fra Rusland og olie fra Mellemøsten. Det viste Ruslands invasion af Ukraine viste med al tydelighed. Før krigen kom omkring 45 procent af EU’s gasimport fra Rusland. Nu er tallet faldet til 12 procent. Det er positivt, at vi har taget det skridt. Men vi er langt fra i mål. 98% af den olie og gas, vi forbruger i EU, kommer stadig udenfor EU. Vi har simpelthen ikke selv fossile energiressourcer nok i EU, og derfor må den kommende periode handle om, at vi gør os uafhængig af den energi, vi bliver nødt til at importere udefra.
EU’s mål om klimaneutralitet i 2050 forudsætter, at fossile brændsler gradvist udfases og erstattes af mere havvind, flere solceller, øget elektrificering og en markant styrkelse af den europæiske elinfrastruktur. For hver ny vindmølle og solcelle tager Europa en bid af sin energipolitiske frihed tilbage. At udfase fossile brændsler vil være godt for klimaet, men det er ikke kun det, det handler om. Det er også et spørgsmål om strategisk autonomi, forsyningssikkerhed og Europas geopolitiske handlefrihed.
Men de politiske ambitioner risikerer at blive ved det, hvis den grønne strøm ikke kan transporteres fra produktion til forbrug. EU-Kommissionen vurderer, at der frem mod 2030 er behov for investeringer på over 500 milliarder euro i Europas elnet. Det handler om at koble vindmøller, solceller, varmepumper, elbiler og industrivirksomheder på et system, der i store dele er dimensioneret til en anden energivirkelighed.
Det er den dagsorden, jeg arbejder med i Europa-Parlamentet: at få udbygget og moderniseret elnettet og samtidig gøre vejen fra idé til grøn energiproduktion kortere. I dag kan nødvendige projekter sidde fast i årevis. Det går simpelthen ikke, at det i gennemsnit tager 5 år at få tilladelse til at opsætte elinfrastruktur, og op mod 9 år for vindmøller.
Når tilladelsesprocedurerne bliver langstrakte og uforudsigelige, forlænger vi den fossile afhængighed, som gør europæisk energi unødig dyr for virksomheder og almindelige mennesker.
EU skal ikke stå med hatten i hånden over for Putin, oliestater eller uforudsigelige amerikanske præsidenter. Vi har vindressourcerne, teknologien og virksomhederne til at opbygge et energisystem, der er grønnere, mere konkurrencedygtigt og mere robust. Nu skal vi også bygge den infrastruktur, der får det hele til at hænge sammen.
