Af Nadja Abelgren Olsen, chefkonsulent i EU og International, 3F
EU-Kommissionens nye forslag om et såkaldt 28. regime skal gøre det lettere for virksomheder at operere på tværs af grænser i Europa. Tanken er enkel: I stedet for at skulle navigere mellem 27 forskellige regelsæt skal virksomheder frivilligt kunne vælge én fælles europæisk ramme med en hurtig indgang og en hurtig godkendelsesproces.
Det lyder umiddelbart som en god idé. Europa har brug for virksomheder, der kan vækste, skabe arbejdspladser og konkurrere globalt. Men da det 28. regime for første gang blev præsenteret på EU's konkurrenceevneråd i slutningen af maj, var der er nogle helt grundlæggende spørgsmål, som meldte sig omkring forslaget: Er det helt uproblematisk, at man lynhurtigt kan etablere en virksomhed for 100 euro på 48 timer med et enkelt klik? Hvilket lands regler for arbejdsvilkår, arbejdsmiljø, kontrol, insolvens og håndhævelse skal gælde ud fra det såkaldte oprindelseslandsprincip? Og hvordan sikrer man, at virksomhederne ikke opererer efter laveste fællesnævner i det 28. regime?
Ministerrådets undren vækker genklang hos europæisk fagbevægelse, hvor der også melder sig bekymringer. Bekymringer der er baseret på erfaringer med risici for lønmodtagerne ved nye selskabskonstruktioner. Disse bekymringer har udløst særligt tre advarselslamper på fagbevægelsens instrumentbræt:
Advarselslampe nr. 1: Regimeshopping
Den nye selskabsform risikerer at åbne døren for, at virksomheder kan vælge det regelsæt, der passer dem bedst. Det gælder blandt andet regler om arbejdsmiljø, medarbejderinddragelse, udstationering og lønmodtagerbeskyttelse. Det indre marked skal skabe fair konkurrence på kvalitet, produktivitet og innovation – ikke et kapløb mod den laveste fællesnævner.
Advarselslampe nr. 2: Udfordring af den danske model
Forslaget kan skabe uklarhed om, hvem der har ansvaret for at føre kontrol med arbejdsvilkår, og hvordan regler og overenskomster håndhæves i praksis. Hvis nationale myndigheder og arbejdsmarkedets parter får sværere ved at sikre ordnede forhold, udfordres også den danske model, som bygger på klare spilleregler, stærke overenskomster og et fælles ansvar mellem arbejdsmarkedets parter.
Advarselslampe nr. 3: Mere kompleksitet – ikke mindre
Paradoksalt nok kan en frivillig europæisk selskabsform for udvalgte virksomheder skabe mere usikkerhed frem for større klarhed. Både virksomheder og lønmodtagere kan få vanskeligere ved at gennemskue, hvilke nationale og europæiske regler der gælder, når flere regelsæt eksisterer side om side.
Det 28. regime risikerer i bund og grund at skabe nye gråzoner på et område, hvor klarhed og retssikkerhed er afgørende. Som det ser ud nu, er det uklart, om sikkerhedsselerne er spændt fast på Europas nye 28. regime og det er ikke sikkert at hverken lønmodtagere, virksomheder eller medlemsstater kommer sikkert frem i den model, der er fremlagt.
Samtidig er tempoet højt og man ønsker forslaget vedtaget allerede i løbet af i år, hvilket er en tidobling af den fart vi normalt kender på selskabsretlige EU-regelsæt. Den ambitiøse tidsplan kan ende med at få alvorlige og vidtrækkende konsekvenser for både virksomheder, lønmodtagere og medlemslande.
Derfor er der behov for at slå bremserne i, sætte farten ned og få gennemført en grundigere analyse af forslagets betydning og konsekvenser. Ikke fordi optimeringen af Europas konkurrenceevne ikke er en vigtig dagsorden, men fordi god, gennemtænkt, langtidsholdbar og demokratisk vedtaget europæisk regulering kræver tid og grundighed.
For når vi anlægger nye motorveje i Europa, skal vi ikke kun spørge, hvor hurtigt vi kan komme frem. Vi skal også sikre, at alle kommer sikkert med, og at ingen bliver efterladt i nødsporet.
