Af Stine Bosse, MEP, Moderaterne
I det første halvår af 2026 har der været fart mit arbejde i Europa-Parlamentet. Mens Trump har rystet verden med aggressiv handelspolitik, trusler af Grønland og krig i Mellemøsten, har jeg forhandlet flere vigtige lovpakker, der skal gøre EU mere rustet til den nye virkelighed.
Vi har lettet byrderne for vores virksomheder og fjernet unødigt bureaukrati. Vi har sikret 55 milliarder euro ekstra til udvikling af ny teknologi og energiomstilling. Vi har fået sjældne sygdomme og kvinders sundhed frem på den europæiske dagsorden. Og vi har været med til at sætte europæisk konkurrencekraft centralt i arbejdet med både den grønne omstilling, erhvervspolitikken og sundhedsområdet. Resultater, som jeg ikke havde turde håbe på at opnå, da jeg blev valgt ind i Europa-Parlamentet for to år siden.
Det er resultater, der bliver definerende for vores fremtid. For når Trump, Xi og Putin forsøger at sætte en ny verdensorden, skal Europa stå stærkt for at kunne levere et modsvar. Og det skal ikke længere bare være ord – der skal handling bag. For mig er det helt oplagt, at svaret er mere og ikke mindre Europa. Mange af de største udfordringer, som vi står overfor, kan løses, hvis vi tænker mere sammen. Det har været min tilgang og vil fortsætte med at være det.
Bedre adgang til innovation for vores patienter
Det gælder ikke mindst på sundhedsområdet, hvor Kina og USA angriber vores medicinalindustri og vores sundhedsmodel. Trumps Most Favoured Nation politik indebærer, at innovativ medicin nu flyttes fra europæiske lande – også fra Danmark. Det kræver et tydeligt modsvar fra EU. For det er ikke Det Hvide Hus, der skal afgøre prisen, for vores patienters helbred.
Jeg vil kæmpe for, at den nye Biotech Act kan levere det modsvar, når jeg skal forhandle den for min gruppe, Renew Europe. Det skal den gøre ved at gøre op med de 28 forskellige regelsæt, som virksomheder møder, når de skal have ny medicin ud på markedet. Vi skal lave ét regelsæt, der kan sikre den nyeste medicin til vores patienter. Det vil sikre langt bedre adgang til den nyeste medicin for vores patienter og lette omkostningerne markant for vores virksomheder.
Men det vil også hjælpe på behandlingen af sjældne sygdomme og kræftformer. 36 millioner europæere lever med en sjælden sygdom, og de oplever alt for lang vej til at få diagnose og behandling. Derfor skal Biotech Act sikre bedre vidensdeling mellem landene, investere i forskning og understøtte innovation samt kliniske forsøg. Patienterne skal have adgang til den bedste behandling – uanset om det er i København, Berlin eller Barcelona. Det er sund fornuft i mine øjne.
Energiomstilling som motor for konkurrenceevne
I dette forår er det igen blevet tydeligt, at tiden, hvor vi kunne være afhængig af energi udefra, er forbi. Vi kan ikke længere lade vores familier og virksomheders økonomi blive bestemt af Trumps udenrigspolitik. Vi skal tage kontrollen tilbage.
Derfor er det forfejlet, når højrefløjen påstår at krav til omstilling er en barriere for konkurrenceevnen. Det er tværtimod en forudsætning. Og netop dét har været centralt, når jeg over de sidste måneder har forhandlet den nye europæiske konkurrencefond. En fond på hele 234 mia. euro, så ikke småpenge. I forhandlingerne fik vi sikret massive investeringer i energi, biodiversitet og natur – men vi fik også sikret at pengene bliver brugt klogt, så vi styrker vores virksomheder. Det er jeg stolt af, for det kommer til at gøre en stor forskel for vores alles fremtid.



