Af Per Clausen, Medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten
Da EU-Parlamentet den 17, juni vedtog den kontroversielle deportationspakke – om bl.a. oprettelse af ”udrejsecentre” i tredjelande (men også meget mere end det) – var progressive kræfter triste og deprimerede, mens især højrefløjen jublede.
Der er meget skidt man kan – og bør – sige om deportationspakken, men det jeg her vil fokusere på er ikke så meget lovens (problematiske) indhold – men derimod den måde den blev fejret på, og hvad det rejser af spørgsmål.
Europas yderste højre (tænk tyske AfD, Italienske Lega, Le Pens folk i Frankrig, osv.) valgte nemlig ikke blot at lade det blive ved at juble over at have vundet en afstemning. I stedet gav de sig i kast med højlydt at messe ”send them back” i plenarsalen, på en måde der af min svenske liberale kollega Abir Al-Sahlani blev beskrevet på følgende måde:
Det var väldigt obehagligt. Det var så hög testosteronnivå i salen. De här männen, de är ju flest män, när de började vifta med armen och gjorde slag i luften, jag upplevde dem som primitiva vildar…
Her stoppede det dog ikke, for senere lagde den stærkt højreorienterede finske EU-parlamentariker, Sebastian Tynkkynen, således en video op af Abir der gjorde indsigelser i salen – med teksten ”Græd mere”. Det opslag fik ikke alene mange, primært hånende, kommentarer på instagram, det fik også en kommentar der skulle vise sig at trække overskrifter: nemlig da det danske medlem af Tynkkynens stærk konservative ECR-gruppe, kommenterede at Abir Al-Sahlani burde tage hjem.
Samme højrefløj fejrede i øvrigt videre senere på afstemningsdagen. Det skete, ifølge pressen i Bruxelles, med alkohol, blå ”Make Europe Safe Again”-kasketter, en gentagen af deres Send-them-back messen, samt In da Getto som soundtrack – alt sammen til en fest arrangeret af ECR-gruppens svenske medlemmer.
Jeg har jo efterhånden været et par år i politik og det her er ikke sådan tingene plejede at være. Derfor synes jeg også vi er nødt til at tale om det, og om hvorvidt det ikke i sidste ende er et udslag af en (yderste) højrefløj der bliver modigere og modigere i hvad og hvordan de siger tingene. Eller måske handler det om, at de har lært der næsten ingen konsekvenser er for dem.
Hvad end det skyldes er vi nødt til at være opmærksomme på den retoriske radikalisering af højrefløjen - Danmark såvel som i Europa – vi er vidner til. Og jeg tror desværre man skal være meget naiv, hvis man vælger at tro, at den radikalisering ikke vil få konsekvenser.
