Af Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef hos Landbrug & Fødevarer
EU’s nye husdyrstrategi er god og velkommen – men de konkrete løsninger, som Kommissionen lægger op til i deres forslag til reform af landbrugspolitikken skuffer. Man får lyst til at udbryde: Så lad dog handling følge ord!
Europa-Kommissionen fremlagde den 7. juli sin husdyrstrategi. Hvilken lise det var at læse et dokument, der i sin en tonalitet synes en verden fra den, som den netop tiltrådte danske regering anvender. Det afspejles blandt andet i strategiens fem prioriteter, blandt andet: ”En robust husdyrsektor forberedt på krise”, ”En konkurrencedygtig husdyrsektor – både i EU og globalt” og ”En bæredygtig husdyrsektor”.
Strategiens formål er – med Kommissionens egne ord – at hjælpe husdyrproducenterne med at tackle de økonomiske, miljømæssige og markedsmæssige udfordringer, de står overfor. Samtidigt understreger og anerkender Kommissionen den afgørende rolle, som en bæredygtig husdyrproduktion spiller for at også i fremtiden at beskytte Europas fødevaresikkerhed og støtte landdistrikterne i al deres mangfoldighed.
Med andre ord: Husdyrproduktionen – kød, mælk, bacon, smør, pølser, ost – er og vil i en overskuelig fremtid vedblive at være helt centralt for EU’s fødevareforsyningssikkerhed. Det er det, forbrugerne efterspørger. Men også at husdyrproduktionen er forbundet med dilemmaer, udfordringer og svære valg – blandt andet i forhold til miljø, klima og dyrevelfærd. Det ved dansk landbrug om nogen. De sidste mange har været en samtale med det samfund, som vi er en del af, om netop det. Og den grønne trepart var som bekendt en del af svaret.
Men hvad er Kommissionens svar? Det er blandt andet den fælles europæiske landbrugspolitik, hvor Kommissionen for et år siden fremlagde deres forslag til en reform. Et forslag der lige nu bliver drøftet i både EU’s ministerråd og i Europa-Parlamentet. Men desværre er det et skuffende svar. Og ikke et svar, der understøtter de landmænd – som de danske – der gerne vil producere til konkurrencedygtige priser samtidigt med, at man gør det mere bæredygtigt.
Det oplagte svar ville være at give mulighed for at give incitamentsstøtte. Det vil sige at bruge støtten i landbrugspolitikken til at give en økonomisk gulerod til de landmænd, der producerer mere klima-, miljø- og dyrevelfærdsvenligt. Og det vil sige en betaling til landmanden, der overstiger de meromkostninger, der er forbundet med at producere mere bæredygtigt.
Men desværre og uforståeligt har Kommissionen lukket for den mulighed i deres forslag til reform af landbrugspolitikken. Det er det modsatte af at lade handling følge ord.
