Af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal
Her i slutningen af november skal EU’s stats- og regeringschefer mødes for at diskutere ét af de absolut vigtigste europapolitiske emner: nemlig EU’s langsigtede budget for 2028-2034. Vi i og omkring Europabevægelsen foretrækker jo typisk at kalde sagen ved dens tekniske forkortelse – nemlig ”MFF’en”. Men bag forkortelsen gemmer sig et ganske enkelt spørgsmål: Hvad skal Europa kunne i fremtiden, og hvad vil vi betale for det?
For et budget er jo politik med prisskilte på. Desværre giver det irske EU-formandskabs hidtidige budgetudspil mere mindelser om en øvelse i at bevare fortiden end om en plan for at vinde fremtiden. Som det fremgår af Europa-Parlamentets gennemgang af budgetforhandlingerne, lægger formandskabet op til at skære omkring otte procent af Kommissionens budgetforslag. Problemet er ikke alene spareknivens størrelse. Det er i høj grad, hvor den bliver sat ind. Landbrug og samhørighed bliver i alt for høj grad fredet, mens konkurrenceevnen må holde for. Dermed risikerer investeringerne i fremtidens teknologi at blive budgetforhandlingernes stødpude, fordi ingen for alvor vil røre ved de gamle støtteordninger.
Er det så en fuldstændig ny politisk konflikt? Bestemt ikke. I 2020 skrev jeg selv følgende i min bog ”Stemmer fra Produktionsdanmark: En debatbog om EU’s afgørende betydning for mennesker af kød og blod”: ”Skal vi få endnu flere højproduktive og højteknologiske arbejdspladser, er der med andre ord et enormt potentiale for at rykke penge fra nogle af de EU-kasser, som støtter ”fortidens erhverv”, til i stedet at støtte fremtidens teknologiarbejdspladser og avancerede industriarbejdspladser”.
Vi taler altså her om ganske velkendte positioner – også min og Dansk Metals position. Her synes jeg faktisk, at den danske regering med finansminister Peter Hummelgaard har fat i den lange ende med det klare mandat, som Folketingets Europaudvalg godkendte tidligere på efteråret. Prioriteringen af teknologi, forsvar og konkurrenceevne er helt rigtig. Danmark har sammen med andre lande ønsket et mindre budget end Kommissionens forslag. Det gør det kun vigtigere at insistere på, at de traditionelle udgiftsposter også bidrager. Hvis de gamle ordninger får lov at forskanse sig bag en støttemur, bliver det de nye ambitioner, der må stå for skud.
Netop her går der en vigtig skillelinje mellem medlemslandene. For der er fortsat en stærk lejr, som først og fremmest vil beskytte de ordninger, der gennem årtier har sikret penge til hjemlige marker og regioner. Man finder blandt andet lande som Italien og Polen. Det er altså lande, som helt frivilligt har placeret sig i samhørighedsmidlernes og landbrugsstøttens fanklub. Der må helst ikke flyttes mange kommaer i de historiske budgetposter. Nu er fodbold jo både nationalsport i Italien og Polen. Man kunne – lidt drillende – sige, at både Polen og Italien har valgt at melde sig ind i FC Status Quo. Det er tilsyneladende meget vigtigt, at Europa krampagtigt holder fast i fortidens prioriteter. Også selvom både Italien og Polen er store og stolte industrinationer, som på den lange bane skal leve af en stærk og højteknologisk industri i Europa. På den anden side af midterlinjen står et hold med blandt andre Danmark, Sverige og Tyskland. De vil hellere vil prioritere konkurrenceevne, forsvar og teknologi. Vi kunne kalde dem FC Fremtid, hvis vi skal blive i det samme sproglige billede.
I den sammenhæng er det jo vanskeligt at vinde fremtidens kampe, hvis man insisterer på at spille med fortidens taktik. Det er selvfølgelig ikke et argument for at lade Europas landdistrikter eller mindre velstående regioner sejle deres egen sø. Samhørighed er en vigtig del af det europæiske samarbejde. Men også de regioner, der i dag modtager støtte, har brug for virksomheder, der investerer, og arbejdspladser med en fremtid. Den tovtrækning bliver spændende at følge for alle os i Europabevægelsen i den kommende tid.
