Vi var mange i organisations-Danmark, der klappede, da vi i december læste i regeringsgrundlaget, at nu var der endelig en ny, dansk europapolitisk aftale på vej. For selvom den gamle aftale fra 2008 indeholder en masse gode elementer om kompetencedelingen, flertalsafgørelser, handelsaftaler og vandrende arbejdstagere, så har både den danske og europæiske virkelighed ændret sig markant siden 2008.
Det gælder ændringer på de interne EU-linjer ift. den store grønne og digitale omstilling, som EU står overfor. Den stigende bevægelighed og mobilitet af virksomheder og lønmodtagere i EU. Og det gælder det øgede antal atypisk ansatte og EU’s nye sociale søjle. Men også på de eksterne linjer er der tale om væsentlige ændringer ift. den handelspolitiske udvikling, Ukrainekrigen, udvidelsesforhandlingerne osv. Den nye danske europapolitiske aftale skal nødvendigvis forholde sig til disse væsentlige interne og eksterne udviklinger i EU.
Vi var også flere i organisations-Danmark, der klappede, da udenrigsministeren i april italesatte behovet for en proaktiv europapolitisk aftale for Danmark “Så det ikke bare bliver en reaktiv strategi om, hvad vi kan lide og ikke kan lide ved Europa. Men i højere grad læner sig ind i Europa og giver vores bud på danske bidrag til en europæisk dagsorden.” For det er helt rigtigt set af regeringen, at Danmark skal være langt mere proaktive end reaktive ift. EU-dagsordenen.
Og det er god timing, at vi nu finder de proaktive ben frem. For EU-Kommissionens embedsværk begynder allerede nu at forberede forslag, som den kommende EU-Kommission kan lancere i 2024-2029 arbejdsprogrammet til næste år. Samtidig er de danske ministerier ved at forberede prioriteterne og indholdet til det kommende danske EU-formandskab i 2025. For ikke at tale om, at vægtige europæiske partneres ambitioner om udvidelser i bredden og dybden i EU-samarbejdet lægges på bordet, og den tilhørerende debat kører for fulde drøn.
Der er kort sagt brug for, at Danmark præciserer EU-ambitionerne med en opdateret og proaktiv Europapolitisk aftale. Så Danmark får et bæredygtigt mandat til at agere i EU. For EU-politik er det lange seje træk. Og derfor det afgørende, at vi har langtidsholdbare danske mandater, både ift. de eksterne og de interne aspekter, som hænger uløseligt sammen.
En bæredygtig omstilling
Der er et uomtvisteligt behov for en ambitiøs grøn og digital omstilling i EU. Derfor har EU-Kommissionen siden den sidste europapolitiske aftale også givet den gas med den store ambitiøse Fitfor55 plan og de mange digitale tiltag ift. service, platforme, social sikring mm. Og der er masser af potentiale i omstillingen. For hvis det gøres rigtigt, udvikler den grønne og digitale dagsorden bæredygtige arbejdspladser og nye, fair muligheder for både lønmodtagere, virksomheder og lokalsamfund i hele EU. Så omstilling kommer de mange til gode – ikke blot de få. Her er det afgørende at Danmark bidrager aktivt med konkrete konstruktive langsigtede forslag baseret på vores mange gode danske erfaringer med grøn og digital omstilling – og – selvfølgelig ordnede vilkår på arbejdsmarkedet.
Et bæredygtigt indre marked
De sidste 15 år er omfanget af virksomheder, lønmodtagere og borgere i EU, der drager nytte af den fri bevægelighed på det indre marked, steget markant. Desværre er der udfordringer med unfair konkurrence for virksomhederne og unfair løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne, som vedrører håndhævelsen af eksisterende regler. Der mangler med andre ord konkrete redskaber til at sikre at europæisk og national lovgivning på arbejdsmarkedsområdet grundlæggende overholdes. Både når det gælder social dumping, det stigende antal atypisk ansatte, det utilstrækkelige arbejdsmiljø og når det gælder skattesnyd. På den baggrund må Danmark arbejde aktivt for bedre håndhævelse og kontrol til gavn for lønmodtagere, virksomheder og medlemsstater.
En bæredygtig samarbejdsmodel
Siden den sidste europapolitiske aftale i 2008, har EU bidraget væsentligt til sammenhængskraften i EU gennem bl.a. lovgivning om mere fair regler for godstransport, arbejdsmiljø, sundhed, løngennemsigtighed og udstationering. Men på enkelte sager er den afgørende respekt for kompetencedelingen udeblevet, som vi så med mindstelønsdirektivet. Og der er kræfter i EU, der i den kommende periode ønsker flere og mere vidtgående EU-initiativer på social- og beskæftigelsesområdet. Initiativer, der griber ind i den nationale kompetence. Her er det afgørende, at Danmark bidrager aktivt til, at EU rammer den helt rigtige balance imellem at bidrage til sammenhængskraften og samtidig respektere de nationale aftalemodeller og kompetencedelingen.
Forhåbentlig vil den nye europapolitiske aftale give anledning til endnu en runde klapsalver fra organisations-Danmark. Men det kræver en væsentlig opdatering ift. de danske eksterne og interne prioriteter for EU-samarbejdet, så Danmark kan agere langsigtet, løsningsorienteret og bæredygtigt i EU.
