Af Lars Barfoed, formand for Foreningen Norden
”Vi er alene hjemme”. Det er en vending, vi i stigende grad bruger om Europas situation. Vi kan ikke regne med, at der kommer nogen og hjælper os ud af det, når vi har problemer. Vi vidste det jo godt, og Mario Draghis rapport for et par år siden skar det ud i pap for os, ikke mindst når det gælder vores konkurrenceevne, der i sidste ende er afgørende for vores velstand og velfærd.
Det at vi skal klare os selv og hamle op med resten af verden gælder både konkurrenceevnen, men også energiforsyningen, klimapolitikken, sikkerhedspolitik og forsvar samt digital suverænitet for at nævne nogle af de væsentligste områder.
Når det gælder energiforsyning og klima kan Norden spille en væsentlig rolle. Men desværre tøver Norge og senest også Sverige med at yde deres bidrag på disse områder, når det gælder investeringer i kabler mellem de nordiske lande.
Problemet er, at det går for langsomt, når de fine ord skal omsættes til handling. Her er det, at vi skal udnytte ”en god krise” til at få taget nogle vigtige skridt.
Lukningen af Hormuz strædet er et godt eksempel på det. Situationen skaber stor usikkerhed om både energipriserne og forsyningssikkerheden på længere sigt. Den viser hvor sårbare, vi er i Europa, og dermed vigtigheden af, at vi så vidt muligt bliver selvforsynende med energi.
Der er med andre ord nu med krisen i Iran skabt den brændende platform, der gør, at alle kan se nødvendigheden af at handle resolut og hurtigt. Og svaret er selvfølgelig ikke-fossile bæredygtige energiformer; derunder ikke mindst vedvarende energi som vind og sol. Altså på én gang energipolitik og klimapolitik.
Men det europæiske svar er ikke alene investeringer i større elproduktion fra vedvarende energiformer. Det er også at etablere en europæisk energiunion, så vi får et egentligt fælles energimarked. Og med til et stærkt elektrificeret Europa hører også et el-distributionsnet, så den strøm, der bliver produceret, kan fordele sig i hele Europa i et fælles marked.
Derfor er det bekymrende, at ikke bare Energinet i Danmark men også de andre europæiske TSO-er (transmissionssystemoperatører) har store vanskeligheder med at følge med det eksplosivt stigende antal ønsker om at tilkobling til elnettet. De kommer både fra industrien, ladeoperatører, datacentre, it-virksomheder m.fl. Der er brug for at skabe bedre rammevilkår for TSO-erne til at håndtere den udfordring.
Men for at skabe et egentligt fælles marked i EU for el er det helt afgørende, at der er kabelforbindelser på tværs af landene i Europa med den nødvendige kapacitet. Det har vi en særlig forpligtelse for i Norden. Vi har vand- og vindkraft i stort omfang og ikke mindst et stort uudnyttet potentiale for at hente energi fra havvind i Nordsøen, der kan eksporteres til resten af Europa.
Både i en nordisk og en europæiske sammenhæng er kabelforbindelserne mellem de nordiske lande af stor betydning for vores forsyningssikkerhed. Og det bliver blot endnu mere afgørende i fremtidens elektrificerede samfund.
Det må derfor vække dyb bekymring, at der i Norge er betydelig politisk modstand mod at bidrage til at renovere og forny kabelforbindelserne mellem Norge og Danmark og nu en tilsvarende tøven i Sverige i forhold til nødvendige investeringer i kabelforbindelserne mellem Sverige og Danmark.
Modstanden i de to lande knytter sig både til prisdannelsen på el-markedet og til EU-kommissionens forventede udspil til en plan for elektrificering af EU. Det må løses. Danmark har særlige interesser i at finde en løsning, da det spiller direkte ind på det danske el marked. Derfor må den kommende nye danske regering påtage sig rollen som brobygger for at finde en løsning på denne sag.
