Lad os udfylde hullet efter Brexit
Nu er det på tide, at de nordiske lande træder i karakter i EU-sammenhæng. Finland og Sverige er på vej ind i NATO, Danmark har ophævet forsvarsforbeholdet, alt er åbent for et langt tættere samarbejde i Norden om udenrigs- og forsvarspolitik, beredskab osv.
Det skal ikke blot handle om at stive os af indadtil. Det skal også handle om at søge langt større indflydelse på udviklingen i EU. Vi skal ganske enkelt stræbe efter at udfylde det hul i Nordeuropa, der opstod med Brexit.
Hvorfor skal vi sidde og vente på, hvad Macron og Scholz finder frem til? Hvorfor giver vi ikke vort eget nordiske bud på, hvor Europa skal han? Vi er jo ikke enige med Macron om retningen. Og vi har gode forbundsfæller i Baltikum, Nederlandene og til dels Tyskland.
Jamen, vi er jo så små, vil nogle sige. Nej, vi er ikke små. Tilsammen har vi et BNP større end Ruslands. Vi har verdens største handelsflåde. Vores strategiske beliggenhed mellem Østersøen, Atlanterhavet og Arktis giver os større betydning end nogensinde før. Og måske allervigtigst: Vi har velfungerende demokratier med økonomisk vækst, velstand, velfærd og fred på arbejdsmarkedet – i modsætning til visse andre lande i EU!
Det er simpelthen på tide, at vi aflægger den nedarvede nordiske småstatsmentalitet og forbereder os på at indtage vores plads ved Europas bord på lige fod med de store lande i EU.
Vel er Norge og Island ikke medlemmer, men de er meget vigtige baglande for Danmark, Sverige og Finland, og de deltager i næsten alt, bortset fra ministermøderne.
Socialdemokraterne vil nu have en nordisk forsvarskommission. Fint, men hvorfor kun om forsvaret?
Alle forestillinger om, at vi skal vælge mellem Norden og EU er forældede. Alle forestillinger om, at nordisk samarbejde er overflødigt, fordi vi har EU, er forældede.
EU har 32.000 ansatte til at støbe kugler og føre vedtagelser ud i livet. Norden har godt 100. Derfor er vi totalt afhængige af den enkelte ministers (manglende) engagement.
Lad os dog opgive både småstatsmentaliteten og de små sko – og konsensusprincippet, som betyder at det land, der vil mindst, bestemmer mest!
Jeg troede, at Sveriges og Finlands nyorientering automatisk ville føre til en nordisk renæssance. Nu ser jeg, at både regeringer og parlamenter kører videre som hidtil med halvhjertet engagement. Lad os dog udnytte det historiske vindue, der har åbnet sig for os, og realisere alt det, vi hidtil ikke har haft mulighed for på grund af udefra kommende omstændigheder.
