Af Jens-Kristian Lütken, landsformand i Europabevægelsen. Bragt i Jyllands-Posten den 1. april.

I dag er russiske og belarussiske atleter udelukket fra en lang række sportsgrene, men på et pressemøde tirsdag den 28. marts lagde præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach, op til en kursændring.

Så længe atleterne ikke deltager som hold, så længe de deltager under neutralt flag og så længe de ikke aktivt støtter krigen i Ukraine – så er spillebanen åben, lød det opsigtsvækkende budskab.

Det er ærligt talt uendeligt svært at forstå, hvilke omstændigheder i den virkelige verden, der kan berettige denne sportspolitiske kolbøtte. Krigen raser stadig, ukrainske børn deporteres til Rusland, missilerne regner ned over civile og de russiske krigsforbrydelser udføres nærmest på samlebånd. Ja, blækket på den arrestordre på Vladimir Putin, som Den Internationale Straffedomstol har udstedt, er nærmest ikke engang tørt endnu.

Men alt det er IOC og Thomas Bach åbenbart komplet resistente over for.

At fremhæve det neutrale flag som noget særligt saliggørende vidner om en sær slags virkelighedsbenægtelse. En nærmest overtroisk insisteren på, at det neutrale flag på magisk vis kan udviske virkeligheden. Russerne kæmper så sandelig ikke under neutralt flag i krigens verden i Ukraine – men det kan de så roligt gøre i sportens verden. Det vidner om, at IOC ikke har forstået, at det ikke er det russiske flag, der er problemet. Det er de russiske (krigs)handlinger.

Ikke mindre skandaløst og uforståeligt er det, at Thomas Bach holder døren på klem for, at atleterne også kan deltage ved OL i 2024. Han vil dog ikke træffe beslutningen endnu, men vente til et ”passende tidspunkt”. Han mener nemlig, at ”det er en kompleks situation” lige nu. Sagen er, at krigen overhovedet ikke er kompleks. Det er sort-hvidt – Rusland har invaderet Ukraine og bærer 100 procent ansvaret for sine egne forbrydelser og må derfor også tage konsekvensen af at blive udelukket fra den civiliserede verden.

Thomas Bach har på det seneste henvist til De Olympiske Leges mission som en ”fredsmission”, hvis rolle det er ”at bringe folk sammen” og ikke ”bidrage til mere konfrontation og eskalering” – og brugt det som argument for sin vævende position.

På den måde tager han for alvor virkelighedsbenægtelsen til næste niveau ved at tilsætte den en underlig selvovervurdering. For IOC kan jo hverken starte krige eller afslutte dem. Og virkeligheden er lige nu den, at Rusland har invaderet Ukraine. Konfrontationen er allerede fuldstændig. Krigen findes. Mennesker slås ihjel. Her skal man ikke tale om frygt for eskalation. Man skal vælge side.

Det er menneskeligt at håbe på fred og ædel kappestrid mellem atleter fra lande, der er i krig med hinanden. Men alle de tanker kan Thomas Bach lade sig overrumple af, når han lægger sig på sofaen derhjemme – som IOC-præsident går den ikke. Han har nemlig et stort ansvar for at sende signaler til hele den store verden, der kigger med. Og er der noget, autokrater som Putin er optagede af, så er det at bruge anerkendte verdensbegivenheder som platform til at legitimere deres regime. Så Bach må komme op af sofaen og tage ansvaret på sig.

IOC skyder sig selv i foden, når man tænker på den forargelse, VM i Qatar medførte blandt sportsfans. At se en russisk atlet dyste mod en ukrainsk atlet vil ikke bare være en beskæmmende oplevelse, men vil også forringe selve legenes troværdighed.

Vi andre må efterhånden spørge os selv: Hvis ikke krigen i Ukraine er nok til at blive udelukket fra sportsbegivenheder, hvilke uhyrligheder skal der så til? Desværre tegner det et billede af IOC som en organisation, der konstant og med usvigelig træfsikkerhed altid rammer ved siden af det moralsk rigtige og igen og igen formår at hænge guldmedaljen i dårlig dømmekraft om