Demokratiet er udfordret i EU, og det skal vi tage alvorligt.
Derfor skal demokratiet være et af Danmark prioritetsområder, når vi har formandskabet for EU i 2025. Konkret skal Danmark arbejde for at styrke civilsamfundet og europæiske unges demokratiske engagement.
Ifølge EU’s nye Rule of Law Report er civilsamfundet i enkelte EU-lande udsat for systematiske begrænsninger af deres råderum. I Ungarn bliver civilsamfundsorganisationer angrebet af regeringen og regeringens partier gennem blandt andet smædekampagner, intimidering eller hindring af deres arbejde. I Polen oplever NGO’er gentagne angreb fra repræsentanter for offentlige myndigheder. Det gælder især organisationer, der yder humanitær bistand ved den polsk-belarusiske grænse, abort-aktivister og repræsentanter for LGBT+-samfundet.
EU’s grundlæggende værdier er noget, som alle medlemslande skal leve op til. Derfor skal Danmark for det første arbejde for, at det har alvorlige konsekvenser for lande, der ikke respekterer de europæiske grundlæggende demokratiske principper. Selvom der har været flere forsøg på at gøre det, er der brug for endnu mere pres. Danmark skal være en stærk allieret for det europæiske civilsamfund.
For det andet skal Danmark tænke langsigtet ved at styrke europæiske unges demokratiske selvtillid. Vi kan desværre se i vores Demokratianalyse, at alt for mange danske unge ikke har en følelse af at have noget at byde ind med i politiske diskussioner og synes, det er svært at forstå politiske spørgsmål. Der er ikke noget, der tydere på, at unge i andre europæiske lande har det meget anderledes. Derudover ser vi generelt en øget polarisering i Europa, hvor det synes svært at møde hinanden på tværs af holdninger. Det er også en kæmpe demokratisk udfordring.
For at bygge et stærkt demokratisk EU er der brug for et fokus på demokratisk dannelse af unge mennesker, som har demokratiske sindelag med mod til at engagere sig, sige sin mening højt og som er villig til at lytte og rumme andres holdninger. Både nutidens og fremtidens europæiske borgere bør have sin dagligdag i velfungerende demokratier, som tillader alle borgere at bidrage til at udvikle vores samfund. Desværre er vi langt fra målet.
Med de demokratiske udfordringer i EU er der behov for at Danmark sætter fokus på demokratiet, især under vores formandskab i 2025. Danmark skal arbejde for at være Europas civilsamfunds tætte allierede ved at sikre at medlemslandene lever op til EU’s grundlæggende værdier, samt at styrke europæiske unges demokratiske selvtillid og sindelag for et stærkt Europa nu og i fremtiden.
Demokrati i Europa er ikke noget, vi skal tage for givet, men noget, vi kontinuerligt har et ansvar for at holde ved lige og udvikle.