Skrevet af: Sinne Backs Conan, Europapolitisk direktør i Finans Danmark og næstformand i Europabevægelsen
Kriserne står i kø i Europa. Stemningen er dyster, og man ruster sig til krise. Eftervirkningerne af Corona pandemien og den igangværende russiske angrebskrig i Ukraine har forårsaget mangel på materialer, energikrise og det højeste inflationsniveau set i årtier. Hovedudfordringen her og nu (og på sigt!) er at sikre tilstrækkelig energi til Europas borgere og virksomheder til priser, der ikke trækker tæppet væk under familier og produktion. Regeringernes hjælpepakker (i Danmark varmechecken) i form direkte tilskud til gas, benzin, transport mv. risikerer at øge den i forvejen buldrende inflation samtidig med, at ECB i hidtil uset fart øger renten for at tøjle den. Et paradoks, som lige nu er uden udløbsdato.
Hvad skal vi så gøre for at håndtere krigen, energien og økonomien?
Europas sikkerhedspolitiske situation er afgørende forandret og stærkt forværret og relationerne til Rusland er lagt på is. Angrebskrigen i Ukraine, Putins trusler om brug af atomvåben og sprængningerne North Stream I og II gasledningerne i slutningen af september er årsagen. Kommissionens formand Ursula von der Leyen har været helt klar i spyttet fra starten af krigen; EU bakker fuldt og helt op om Ukraines kamp for frihed og demokrati. Der er indført fælles sanktioner mod Rusland, der ydes økonomisk støtte og medlemslandene yder i forskellig grad støtte ift. flygtninge, våben og uddannelse af militært personel. Men alligevel er det tydeligt, at det for flere lande er vanskeligt at finde den helt rigtige kurs i det nye (ikke)forhold til Rusland. Jeg tror, at vi kommer til se en acceleration af det europæiske forsvarssamarbejde. Europa er tvunget til at ruste op og i tæt parløb med NATO udvikle en sikkerhedspolitik, som kan tage højde for den nye situation i øst og den usikre og polariserede politiske situation i USA.
Også økonomisk ser udsigterne dystre ud i Europa. Mange eksperter spår, at vi er på vej ind i recession. Mens beskæftigelsen i euroområdet fortsat er på et rekordhøjt niveau, er reallønningerne faldet, de kan ikke holde trit med inflationen. Det udhuler befolkningernes købekraft og genererer en leveomkostningskrise. Folkelig utilfredshed i form af protester er begyndt at vise sig i Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Tyskland, hvor der demonstreres mod høje energipriser, EU’s energipolitik og stigende omfang mod støtten til Ukraine. Regeringer i hele Europa har forsøgt at holde utilfredsheden i skak ved at hælde hundredvis af milliarder i at sænke energipriserne for husholdninger og virksomheder, men det vil næppe give langvarig lindring. Faren er, at økonomisk nedgang fører til stærkere protester mod EU’s sanktioner mod Rusland og gør det svært at opretholde enighed og beslutsomhed i det lange løb. Og også her er der brug for fælles EU-handling; hver gang vi står overfor en krise i Europa (finanskrise, COVID) ser vi, at den rammer forskelligt i medlemslandene. Det gør den fordi vores økonomier stadig er meget forskellige; rige, velpolstrede lande i Nord og Vest og økonomisk udfordrede lande i syd med underskud på de offentlige budgetter og /eller statsgæld. Derfor skal vi have gang i den svære diskussion om genindførelse af fælles krav for de offentlige budgetter og statsgælden. Den proces er netop skudt i gang blandt EU’s finansministre, men det bliver en hård omgang.
Så er der energikrisen. Som vi så i forbindelse med Corona krisen medfører energikrisen også en kamp mellem hovedstæderne og Bruxelles. Det hænger sammen med, at spørgsmål om energimix og forsyning indtil nu i høj grad har været national kompetence. Det må forventes at ændre sig i den kommende tid. Noget er allerede sket. Kommissionen fremlagde i september forslag til beskatning af energiselskaber og foreslog samtidig, at provenuet bruges til at finansiere en nødhjælpsplan på 140 milliarder euro, som skal hjælpe borgere og virksomheder med høje energiregninger. EU’s energiministre har nikket ja og er også nået til politisk enighed om et forslag om at reducere efterspørgslen efter elektricitet og diskussionerne fortsætter. Ministerrådet har også opfordret Kommissionen til også at fremsætte forslag om en egentlig cap på gasprisen. Alt det er eksempler på det man kan gøre i fællesskab og vi er langt fra færdige med at se den slags forslag. I mellemtiden har medlemslandene søgt at hjælpe deres borgere og virksomheder med økonomisk støtte af forskellig art. Alle her og nu løsningerne vil over tid gå i retning af fælles indsatser om energiproduktion (f.eks. Vind-øer), energiindkøb og energiinfrastruktur. Energipolitik er sikkerhedspolitik, det står klart for enhver nu og det er driveren i beslutningerne.
Hvordan ser fremtiden så egentlig ud? Og hvad betyder det for EU-samarbejdet?
Fremtiden for europæerne er forandret. Vi kommer ikke tilbage til tiden før 24. februar 2022. Selvom der gøres en ende på krigen i Ukraine, får vi ikke fred. Årtierne efter Anden Verdenskrig har vi i min generation kaldt efterkrigstiden. Den er er nu blevet en mellemkrigstid. Vi vil i al overskuelig fremtid have konflikter i vores nærområder, langs den østlige grænse til Europa. Der skal kæmpes for, at vi fortsat at leve i åbne demokratier.
Men kriserne driver som så ofte før det europæiske samarbejde fremad. Krigen vil medføre et stærkere sikkerhedspolitisk samarbejde, ja måske endda et forstærket udenrigspolitisk samarbejde. I et best case scenario vil de omkostninger vi står overfor på energiområdet her og nu – sikring af alternative energikilder og udbygning af mere fælles energiinfrastruktur – føre til langt større europæisk autonomi og lige så vigtigt; en helt afgørende forudsætning for, at vi kan levere på klimadagsordenen. Så måske er der lyspunkter i vintermørket.
Og ps. Så nævnte jeg slet ikke noget om Kina – det må blive en anden god gang!
