I lørdags var det ”Kvindernes internationale kampdag ”, og den blev fejret på forskellig vis i hele verden. Selv var jeg inviteret til et presseseminar om kvinders rettigheder i ”Forsvar, Sikkerhed og fredsopbygning” afholdt hos Europa-Parlamentet i Bruxelles. Listen over oplægsholdere var lang, og de havde alle meget på hjerte. Det blev en informativ og oplysende, men også virkelig barsk, eftermiddag, hvor vi kom vidt omkring.
Første indlæg kom fra Oana Lungescu, en knivskarp rumænsk journalist. Hun var i mange år talsmand for NATO, og er nu ansat som seniorforsker i den britiske tænketank RUSI. Hun bød ind med mere generelle overvejelser om kvinders manglende repræsentation i alt, der har med forsvar og militær at gøre. I en tid med massiv oprustning, vil de mange milliarder Euro, der bliver investeret i forsvaret de næste mange år, blive fordelt mellem institutioner og virksomheder, der alle ledes af mænd. Fordi ligegyldigt hvor vi kigger hen, hverken i forsvaret eller i forsvarsindustrien, er der særligt mange kvinder ansat. En anden udfordring for den generelle sikkerhed er, at stort set alle fredsforhandlinger forhandles mellem mænd. (Og det billede kan vi vist godt genkende, uanset om vi ser billeder fra USA, Gaza eller i disse dage Saudi Arabien.) Og det er dumt, påpegede hun, for al forskning viser, at når kvinder er involveret i fredsforhandlinger, så øges muligheden for, at fredsaftaler varer længere, med 35 %. Som hun tørt slog fast: ” Women are victims of conflict, but they are also actors for peace. So including women at every level is not just the right thing to do, it’s the smart thing to do.” Vi bliver ganske enkelt mere effektive, hvis vi inddrager alles kompetencer, erfaring og dedikation.
Med på skype var også det ukrainske parlamentsmedlem Mariia Ionova. På en lidt hakkende internetforbindelse satte hun fokus på voldtægter brugt som våben, og fortalte om de russiske soldaters overgreb mod ukrainske kvinder. Forbrydelser, der aldrig bliver opklaret, og hvor man derfor heller aldrig får retsforfulgt de ansvarlige. Og ja, seksuel vold i krige rammer alle, men oftest er det rettet mod piger og kvinder. Nogle gange med særligt mål om at gøre ”fjendens kvinder” gravide, så lokalbefolkningen bliver mindet om besættelsen, selv når krigen er slut. Alternativ udøves volden mod pigen/kvinden og resten af familien samtidig, fordi familien tvinges til at se på. Hun fortalte, at de har rapporteringer om voldtægter af børn ned til 13 år. Og overgrebene har voldsomme efterdønninger, for det er kompliceret med både aborter og adoptioner, og de har i Ukraine været nødt til at ændre ukrainsk lovgivning, for at imødekomme udfordringerne. (I den forbindelse kan vi jo lige indskyde, at abort stadig er ulovligt i 2 af EU´s 27 medlemslande, nemlig Polen og Malta). Slutteligt fortalte hun, at ca. 7 millioner flygtede kvinder fortsat bor udenfor Ukraine, og når man spørger dem hvad der skal til for at de vender hjem, så svarer alle som det første ”Sikkerhed”, men tæt fulgt af ”Uddannelse” og ”Sygehusvæsen”, altså en forsikring om at landet også fungere på de mere nære områder.
Senere i debatten tog Israelske Yael Adim og Palæstinensiske Reem Al Hajajra, ordet. De var begge med i opløbet om Sakharov prisen, for deres kamp for fred i Mellemøsten. De har stiftet to ensartede organisationer: ” Women Wage Peace” og ”Women of the Sun”, som ganske enkelt arbejder for fred og sameksistens. Men med den mediedækning vi får fra både Israel og Gaza, er det svært overhovedet at høre deres stemmer, for de bliver overdøvet af de hyppige officielle udtalelser fra Israels hær IDF, og rapporteringerne fra Gaza, stramt orkestreret af Hamas. Tænk blot på de de groteske scener vi så i forbindelse med gidseloverdragelserne.
Men inden vi giver helt op, vi kan gøre noget, og det er ikke så kompliceret: Kvinder skal have en plads ved bordet. Både når der skal oprustes, forsvares og forhandles. Så for at videreføre et af kvindekampens slagord, så skal vi fastholde, at ”Kvinderne skal ud af køkkenet” – men kun for at gå direkte over til forhandlingsbordet. Og dér skal vi sidde, fordi resultatet af fredsforhandlingerne bliver bedre. Dét budskab må vi se at få fortalt både Putin, Trump, Zelenskyj og dem i Mellemøsten. Så må vi jo se, om de lytter…
Mette Frobenius var inviteret til Bruxelles af Europa-Parlamentets kontor i Danmark.
Af Mette Frobenius, Erhvervsjurist, standupkomiker, foredragsholder m.m. med stor indsigt i EU.
