EU må genskabes og etablere en ydre styrke

Oprindeligt bragt i Magasinet Europa d. 7. februar 2026

Ledelsesstrukturen i EU passer ikke til nutidens brutale verden. EU må skabe en stærk, ydre dimension, ligesom EU skabte Det indre Marked og Den Europæiske Centralbank.

Analyse af Hugo Gaarden

EU-landene kan ikke nøjes med Det indre Marked, men må etablere en ydre styrke, så EU ikke bliver væltet omkuld af supermagterne. EU må ikke bare have en selvstændig forsvarspolitisk dimension, men også en langt stærkere økonomisk rolle end i dag. EU må være med til at udvikle en mere stabil og dynamisk verdensorden, der giver små og mellemstore lande samme ret som supermagterne.

Det kræver en ny struktur med en stærkere politisk ledelse end i dag, og det kan blive nødvendigt med en fundamental forfatningsændring. Men foreløbig er der behov for et udvalg, der skaber rammerne for det, man kan kalde den ydre dimension, som dengang landene etablerede Det indre Marked i 1993 og den fælles centralbank, ECB, i 1999.

Donald Trump har revet den vestlige verden fra hinanden og skabt tvivl om NATO, og Vladimir Putin har revet stabiliteten i Europa i stykker og skabt tvivl om staters rettigheder.

Midt i dét står erhvervslivet i sin hidtil største udfordring, fordi et svagt EU giver virksomhederne en svag konkurrencekraft over for Kina og USA.

Det er en udfordring, som det nuværende EU med kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og ministerrådets formand, António Costa, ikke kan løse. Direktør Rosa Balfour fra tænketanken Carnegie Europe, siger, at EU har brug for et generationsskifte i ledelsen.

Men det er ikke nok, for EU er kun halvfærdigt. EU må gøres færdigt med en politisk union.

Den franske udenrigsminister, Jean-Noel Barrot, sagde for nylig, at det er nødvendigt at genskabe det europæiske projekt. Europa, inklusive Storbritannien, er nok verdens største handelsblok med flere indbyggere end USA, men USA er langt stærkere militært og økonomisk. EU har ikke lært at tale ”magtens sprog,” som von der Leyen ellers taler så meget om, og hun har selv demonstreret magtesløsheden med den katastrofale handelsaftale med Trump sidste år. Det var lige så fatalt at lægge op til handelssanktioner mod Rusland efter invasionen i Ukraine i stedet for at stimulere europæerne til at tage en militær konfrontation med Putin.

Den tidligere amerikanske diplomat, Henry Kissinger, har sagt, at politiske ”identiteter” ofte kun etableres i opposition til en dominerende magt. Det turde Europa ikke mod Putin i 2022 eller mod Trump – indtil Trump truede med at tage Grønland. Da forstod europæerne, at underlegenheden ikke længere kan accepteres. Han bruger hæmningsløst den økonomiske integration som våben mod resten af verden.

Den økonomiske kommentator på Financial Times, Martin Wolf, skriver, at europæerne ikke kan nøjes med at håbe på bedre tider. Det er ingen strategi. Europa må redde sig selv.

Jeg mener, at første skridt må være at nedsætte et udvalg, der kan forme Europas fremtid. Metoden blev brugt, da EU skabte grundlaget for ØMU´en og centralbanken med dendaværende idérige og stærke kommissionsformand, Jacques Delors, i spidsen. Udvalget omfattede flere centralbankchefer og den danske økonom Niels Thygesen.

Efter kun et års arbejde fremlagde udvalget i 1989 en rapport om ØMU´en og Den Europæiske Centralbank (ECB), og knap ti år efter blev euroen og euro-sedlerne lagt på bordet. Det var et ekspertarbejde af klasse, og

EU fik et nyt og stærkere grundlag. Det skete i de år, hvor Europa var i opbrud. Nu er verden i opbrud. Et nutidigt udvalg må omfatte økonomer, politikere, diplomater, erhvervsfolk og militærfolk, for det er en europæisk stormagt, der er i støbeskeen. Det skridt turde europæerne ikke tage i årene omkring 1990.

Nogle udestående spørgsmål i dag er: Skal EU have to chefer eller én, og hvem skal foretage valget: Regeringerne eller folket? Skal sikkerhedspolitikken lægges i hænderne på EU- chefen? Skal der være et fælles atomvåben? Det kan også være nødvendigt for Europas involvering i globale nedrustningsforhandlinger. Skal EU-parlamentets rolle ændres? Hvis ikke der bliver en ledelse, der kan magte en Trump, en Putin og en Xi Jinping, er EU fortabt.

Alle ønsker, at Europa skal forsvare sig selv. Men hvordan? Det hersker der dyb uenighed om.

Men EU kan ikke klare sig selv. Koalitionen af Villige på forsvarsområdet er et vigtigt nybrud, og det betyder et mere fleksibelt EU, men det må også handle handlekraft ved at afskaffe énstemmigheden.

I årevis har der været frygt for globaliseringen, og det er paradoksalt, eftersom europæerne sluger alt fra Facebook, Google, Netflix, Amazon, Sheun og Temu og dermed ødelægger deres egne butikker og fabrikker. Det er selvødelæggelse. Samtidig har de europæiske regeringer og virksomheder forsømt at skabe en effektiv konkurrence over USA og Kina inden for højteknologien og digitaliseringen. Der er ikke etableret et effektivt kapitalmarked. Draghi-rapporten har påvist de enorme problemer, der skal løses, men næsten intet er sket.

Det måske mest afgørende bliver at tage stilling til en ny verdensorden. Canadas premierminister, Mark Carney, mener, at små og mellemstore lande må gå sammen – også mod supermagterne. EU kan etablere en alliance af ligesindede med f.eks. Canada, Storbritannien, Tyrkiet og Japan, der kan blive en kerne i en multipolar orden, som omfatter samtlige lande, og hvor supermagterne ikke får overtaget, og hvor det internationale retssamfund kan bevares.

Europa kommer ikke uden om at tage stilling til Kina som en normal partner. Regeringscheferne fra de store europæiske lande tager i denne tid til Kina for at demonstrere, at de nu vil være på talefod med Xi efter den ydmygende underdanighed over for Trump. Kina er nødvendig for at løse klimakrisen, og Kina viser, hvordan den brede befolkning kan få fremgang. Europæerne begynder altså at gå enegang, og det demonstreres allerede ved, at alle regeringer tager afstand fra Trumps såkaldte Fredsråd i Gaza.

Tyngdepunktet i fremtidens verden bliver det europæisk-asiatiske kontinent med fremtidens to supermagter, Kina og Indien. USA får en svindende magt.

Europæerne har i årevis talt om Europas efterslæb. Sagen om Grønland viser, at europæerne ikke kommer uden om at skabe rammerne for en ydre genrejsning. Det er på tide, at kloge hoveder og ikke højtråbende populister tager affære. Det er sket før.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Hugo Gaarden skriver udenrigspolitiske analyser tre-fire gange om måneden på den amerikanske medieplatform Substack. Man kan tilmelde sig på: Gaardenglobal.substack.com. Analyserne er på dansk. Et årsabonnement koster 50 dollar (321 kr.). Et månedsabonnement koster 8 dollar (51 kr.). Analysrne sendes automatisk til modtagerne.