Denne meddelelse fra Europabevægelsens formand Jens-Kristian Lütken er en del af vores nyhedsbrev. Få nyhedsbrevet direkte i din indbakke, ved at abonnere i bunden af siden.
Mens november blev til december, har vi været vidner til intense forhandlinger mellem EU, USA, Rusland og Ukraine. Det diplomatiske spil kører på højtryk, og rygterne om potentielle indrømmelser svirrer i luften.
Men lad mig sige det klart og tydeligt: Dette er ikke tidspunktet, hvor EU skal træde tilbage. Tværtimod.
Der er en reel risiko for, at Europa ender som passiv tilskuer til sin egen sikkerhedspolitiske fremtid. Hvis vi lader Trump og Kreml diktere vilkårene hen over hovedet på Ukraine, svigter vi ikke blot ukrainerne, men også de værdier, vores eget fællesskab bygger på.
Europa skal være i stand til at garantere sin egen sikkerhed, og vi skal levere den militære støtte, der gør det klart for Putin, at tiden ikke arbejder for ham. En fred, der fryser konflikten og belønner aggression, er ingen fred. Det er blot en pause før den næste storm.
Derfor skal EU ikke skrue ned for støtten, uanset hvad udfaldet af de transatlantiske forhandlinger bliver.
Men oprustning og genopbygning koster. Og her står vi med et kontroversielt værktøj: De anslåede 1.500 milliarder kroners indefrosne russiske midler der findes i EU.
Det er både moralsk og økonomisk uholdbart, at vi beder europæiske skatteydere om at bære hele byrden, mens hundredvis af milliarder, der tilhører den russiske stat, står urørt på europæiske konti.
Den tøven, der kommer fra blandt andet Belgien i forhold til de russiske midler, er selvfølgelig vigtig at tage seriøst. Men problemet er, at stemningen i store dele af EU’s medlemslande er vendt omkring Europa. Og Ukraine har brug for penge. Nu.
Jeg hilser det velkomment, at det danske EU-formandskab nu vil bruge den sidste slutspurt af formandskabsperioden frem til årsskiftet, på at kæmpe og presse på for, at der kommer en aftale om lån til Ukraine i hus.
Vi står ved en skillevej i denne vinter 2025. Skal Europa være en global aktør, der former sin egen skæbne, eller en vasalstat, der afventer andres beslutninger?
Jeg er ikke i tvivl. Vi skal stå fast sammen med Ukraine. Indtil de er frie, og indtil Europa er sikkert.
Med venlig hilsen
Jens-Kristian Lütken,
Landsformand i Europabevægelsen
