Den 8.-9. marts 2025 samlede vi over 100 gymnasieelever på Christiansborg for at deltage i Ungdommen EU-Topmøde arrangeret af Europabevægelsen i samarbejde med Europæisk Ungdom og Europa-Parlamentet i Danmark. Over to intense og lærerrige dage fik de unge en førstehåndserfaring med europæisk demokrati ved at indtage roller som ministre, medlemmer af Europa-Parlamentet og journalister.
Demokratiet i praksis
Formålet med EU-rollespillet var at give de unge en dybere forståelse af, hvordan EU fungerer, og hvordan de 27 medlemslande sammen finder løsninger på store, grænseoverskridende udfordringer. De unge blev fordelt på to temaspor:
- Klima og grøn energi
- AI og digitalisering
Gennem forhandlinger, debat og lovgivningsprocesser oplevede deltagerne på egen krop, hvordan politik formes i EU. Rollespillet blev gjort endnu mere realistisk af journalistrollerne, der dækkede de politiske forhandlinger med live-opdateringer, interviews og breaking news.
Stærkt engagement og innovative forslag
Rollespillet blev en demonstration af unges engagement i EU-politik. Deltagerne levede sig ind i deres roller og præsenterede en række ambitiøse forslag til Europas fremtid. Blandt de vedtagne forslag var:
- Udviklingen af en europæisk chatbot, der kan konkurrere med amerikanske og kinesiske alternativer.
- Oprettelsen af en teknologifond for at styrke Europas digitale konkurrenceevne.
- Implementering af AI i sundhedssektoren for bedre og hurtigere behandling.
- Anerkendelse og udvikling af atomkraft som en lavemissionskilde sideløbende med investeringer i vind, sol og biomasse.
- Afsættelse af 50 milliarder euro til en energitransitionsfond.
Besøg fra politikere og medier
Under rollespillet fik de unge inspiration fra erfarne politikere, herunder medlem af Europa-Parlamentet Stine Bosse, MF Henrik Møller og kontorchef i EP Danmark Sune Hansen. TV 2 Kosmopol var også forbi for at dække begivenheden og få et indblik i, hvordan de unge forestiller sig EU’s fremtid.
En oplevelse for livet
EU-rollespillet var ikke kun en fagligt berigende oplevelse, men også en sjov og social begivenhed, hvor de unge fik mulighed for at netværke og samarbejde på tværs af skoler og regioner.
Fra Europabevægelsen, Europæisk Ungdom og Europa-Parlamentet i Danmark vil vi gerne sige en stor tak til alle deltagere, frivillige og samarbejdspartnere. Vi ser allerede frem til næste års EU-rollespil, hvor nye unge vil få mulighed for at prøve kræfter med europæisk politik og demokratisk beslutningstagning.