Uanset om vi retter blikket mod øst, vest eller syd for Europa, er det svært at se bort fra de geopolitiske realiteter: Vi står i en situation, der kalder på, at vi rykker sammen og gør vores europæiske fællesskab stærkere. Og også større.
Ukraine, Moldova, Nordmakedonien, Albanien og flere andre lande, der grænser op til EU, banker på døren til at blive medlemslande. Kommissæren for Udvidelse, Marta Kos, har kaldt det ”et meget realistisk perspektiv”, at det kan ske inden 2030. Og det skal vi være åbne over for.
Det handler om at styrke EU’s geopolitiske rolle og et større fællesskab baseret på de værdier, EU bygger på og som er traktatfæstet. Værdier som demokrati og frihed, ligestilling og respekt for menneskerettigheder, herunder arbejdstagerrettigheder. De lande, der banker på vores dør, skal have udsigt til en fremtid i det fællesskab fremfor en fremtid, hvor nationalisme og autokrati får frit spil. Hvis ikke EU viser vilje og handlekraft nu, så kan det næste valg i et af de lande, der står og venter, blive et farvel til retsstat og frihedsrettigheder – og et goddag til kræfter, vi ellers har forsøgt at holde stangen.
Men hvis vi lukker millioner af medborgere ind i vores fællesskab – med alt, hvad det indebærer af fri bevægelighed og rettigheder – kræver det et skarpt blik for de sociale balancer.
En udvidelse med nye medlemslande skal være til glæde og gavn for både nye og nuværende EU-borgere. Vi skal udviske de sociale og økonomiske forskelle over tid. Ikke ved at lande på laveste fællesnævner, men ved at løfte bundniveauet. Så det er afgørende, at et ja til et større EU ikke også bliver et ja til endnu større problemer med løntrykkeri og udnyttelse af arbejdstagere. Vi skal lære af de fejl, der blev begået ved den store østudvidelse i 00’erne, hvis vi skal sikre opbakning til det europæiske projekt – og et stærkt arbejdsmarked, som mange udefra med god grund gerne vil være en del af.
Derfor skal vi stille krav om, at arbejdstagere fra nye EU-lande ansættes på overenskomstmæssige vilkår – som i den nye danske ordning for udenlandsk arbejdskraft, der blev landet med en flot aftale lige før sommerferien. Samtidig må EU sætte handling bag løftet om kvalitetsjobs – især dér, hvor mange i dag søger væk.
Af Mads Samsing, Forbundsnæstformand i HK Danmark



