Euroens danske fader, Niels Thygesen kåret som Årets Europæer 2026

Europabevægelsen har tildelt professor emeritus Niels Thygesen prisen som Årets Europæer 2026.

Prisen gives til en person, der har ydet en særlig indsats for det europæiske samarbejde. Med valget af Niels Thygesen sættes der i år fokus på fælles økonomisk sammenhængskraft i Europa og økonomisk ansvarlighed i en periode præget af stor usikkerhed.

I en tid hvor EU og Europa ofte tales ned, hylder vi en af dem, der har været med til at bygge det op. Niels Thygesen har i årtier været en central stemme i udviklingen af Europas økonomiske og monetære samarbejde. På et baggrundstæppe af krig, inflation og økonomisk usikkerhed, er hans arbejde mere relevant end nogensinde,” siger Jens-Kristian Lütken, formand for Europabevægelsen.

Lagde grundstenen til Euroen i 1989 og var EU´s første finanspolitiske vagthund.

Niels Thygesen er ikke blot en af Euroens fædre, men vel nok også den mest indflydelsesrige danske økonom gennem tiderne. Niels Thygesen har spillet en central rolle i både teori og praksis omkring udformningen af den økonomiske politik i EU siden 70´erne - samtidig med at være en engageret underviser og mentor for tusindvis af unge økonomistuderende gennem årene.

Da grundstenen til Euroen blev lagt med Delors-komitéen 1988-89, var Niels Thygesen det eneste akademiske medlem, der skulle rådgive de dengang blot 12 medlemslandes centralbankchefer både med teoretisk rammeværk og praktisk indretning af en fælles valuta. Og da EU-Kommissionen i 2016 for første gang indførte en ”finanspolitisk vagthund” i skikkelse af Det Finanspolitiske Råd, var Thygesen det naturlige valg som formand, sågar selvom han repræsenterede et ikke-Euro-land – en opgave, Thygesen bestred indtil han i 2024 som 89-årig tillod sig at gå på pension fra den post.

Succeshistorie: På de store linjer har Euroen opfyldt sine formål

Niels Thygesen selv har i efteråret 2025 i Europabevægelsens podcast ”Europa uden Forbehold” beskrevet de to vigtigste formål med Euroen: Dels en understøttelse af EU´s indre marked med faste interne valutakurser, og dels en styrkelse af EU som robust, samlet valutaområde, der dæmper valutakursudsvingene overfor omverdenen, ikke mindst Dollaren.

Så på trods af, at der stadig er betydelige bump på vejen - særligt med enkeltlandes mangel på finanspolitisk disciplin og svigtende overholdelse af spillereglerne - så er den fælles valuta en succeshistorie, der har opfyldt sine vigtigste formål. Og hvis ikke vi i EU havde Euroen, skulle man i Europabevægelsens optik skynde sig at opfinde den - ligesom vi også anbefaler, at Danmark efter en folkeafstemning ved først givne gunstige lejlighed, bliver en del af Euro-samarbejdet.

”Jeg er meget stolt over den anerkendelse af en langvarig indsats, som det er at blive Årets Europæer, så meget mere som jeg har forsømt at følge op på denne indsats i Danmark. Det er selvfølgelig en skuffelse for mig, at Danmark endnu ikke har indført euroen; det kunne spare os for bekymringer i en i stigende grad ustabil international økonomi. Til gengæld glæder jeg mig over stærk dansk støtte til det europæiske samarbejde om de globale sikkerhedspolitiske og geopolitiske udfordringer”, siger professor emeritus i økonomi, Niels Thygesen i forbindelse med udnævnelsen.

2. Juni udkommer Niels Thygesens historie i biografien 'Niels Thygesen - Manden bag Euroen' skrevet af Kenneth Praefke for Gyldendal

Foto: Sara Galbiati

Kontakt
europabevaegelsen@europabevaegelsen.dk
+45 33 141 141
Den Danske Europabevægelse
CVR: 46113128
Rosenørns Allé 35, 1. th., 1970 Frederiksberg C.
envelope linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram