Vi har ventet længe på det, og nu er navnene her endelig! Månedens største nyheder er selvfølgelig, at Danmark har fået en ny EU-kommissær og en ny Europaminister. Det er endnu uvist, hvilken kommissærpost Dan Jørgensen vil blive tildelt, og han mangler stadig at blive officielt godkendt af Europa-Parlamentet. Forhåbningerne er dog, at han får en central post, men hvilken, det må tiden vise.
I Europabevægelsen er vi samtidige også begejstrede for at Europaministeriet er blevet en realitet og besat af Marie Bjerre, der forhåbentlig kommer til at sætte det europæiske samarbejde højere op på dagsorden. Ikke kun i forbindelse med formandskabet, men også fremadrettet.
I mellemtiden er MEP’erne er taget på en velfortjent sommerferie, men det betyder ikke, at det er gået stille for sig i Bruxelles i denne måned. Nedenfor har vi samlet de mest spændende nyheder fra den forgange måned.
Ursula von der Leyen genvalgt som formand for EU-Kommissionen
Ursula von der Leyen er blevet genvalgt som formand for EU-Kommissionen. Med et overbevisende flertal i Parlamentet sikrer hendes genvalg kontinuitet i EU’s politiske linje og betyder, at hun kan fortsætte med at fremme EU’s arbejde med bl.a., digital omstilling, grøn omstilling og styrkelse af EU’s sikkerhed.
Udvalgsposterne er på plads
Efter intense forhandlinger er udvalgsposterne i Europa-Parlamentet (EP) nu på plads. De danske MEP’ere er repræsenterede i en bred vifte af udvalg, hvoraf Udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVI) og Udvalget for Industri, Forskning og Energi (ITRE) er de to med størst dansk repræsentation. ENVI har otte (hvoraf fire er suppleanter) medlemmer fra henholdsvis S, SF, R, K, M, EL, DD og DF, og hos ITRE finder man seks medlemmer (heraf to suppleanter) fra S, SF, V, R, K og EL. De resterende pladser er fordelt i de andre udvalg (få det fulde overblik her: https://www.europarl.europa.eu/committees/da/about/list-of-committees). De danske MEP’ere sætter sig på i alt 42 poster i 17 af Europa-Parlamentets udvalg og underudvalg. Vi ser frem til at følge deres arbejde og fortsætte de gode samarbejde.
Nyt ungepanel skal rådgive Ursula von der Leyen
Den 15. august 2024 blev det annonceret, at et nyt ungepanel skal rådgive Ursula von der Leyen i hendes rolle som EU-Kommissionens formand. Et initiativ der har skabt stor begejstring i Europabevægelsen. Vi ser det som et vigtigt skridt mod at inddrage unge i EU’s beslutningsprocesser. Panelets opgave vil være at give unge europæere en stærkere stemme i udformningen af EU’s politikker, hvilket kan have stor betydning for fremtidige beslutninger.
Europabevægelsen faciliterer allerede Det Europæiske Ungeråd, der to gange årligt mødes med beslutningstagere for at præsentere deres ønsker til det fremtidige europæiske samarbejde. Det Europæiske Ungeråd præsenterer gerne deres holdningspapir i Berlaymont, når de i foråret 2025 besøger Bruxelles.
Arbejdspladser implementerer nyt tidsregistreringsdirektiv
Siden 1. juli 2024 har et nyt EU-direktiv om tidsregistrering trådt i kraft, og i august er mange danske og europæiske arbejdspladser begyndt at implementere de nye regler. Direktivet kræver, at arbejdsgivere registrerer medarbejdernes arbejdstid for at sikre overholdelse af arbejdstidsbestemmelser. Forhåbningen er, at dette kan stabilisere europæernes balancen mellem arbejdsliv og privatliv.
Von der Leyen vil fordoble antallet af ansatte i Europol
En anden stor nyhed er Ursula von der Leyens forslag om at fordoble antallet af ansatte i Europol. Denne udvidelse sigter mod at styrke EU’s evne til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme. Det vil dog være begrænset hvor stor betydning dette har for Danmark, da vi står uden for Europol grundet retsforbeholdet.
Europa er i udvikling og det bliver spændende at se, hvad den nye politiske sæson i Bruxelles kommer til at bringe med sig. Europabevægelsen samler op hver måned og giver dig overblikket over de vigtigste nyheder fra hele Europa.
Har vi misset noget? I så fald tøv da ikke med at kontakte Europabevægelsens Kommunikationsansvarlig Ritva Bech (rb@europabevaegelsen.dk)