Af Mayada Magdi Mohamedani, bestyrelsesmedlem i Transparency International Danmark
Europa står midt i et historisk kursskifte. Krigen i Ukraine, den stigende geopolitiske usikkerhed og behovet for større europæisk handlekraft har fået EU og medlemslandene til at investere massivt i blandt andet forsvar, kritisk infrastruktur, grøn omstilling og nye teknologier.
På få år er der blevet afsat enorme summer til at styrke Europas sikkerhed og modstandskraft. Men når investeringerne vokser, så vokser behovet også for at sikre, at pengene bliver brugt forsvarligt. Store projekter og hastige beslutningsprocesser kan øge risikoen for fejl, svindel og korruption. Derfor har Europa ikke kun brug for investeringer – vi har også brug for mennesker, der tør sige fra, når noget ikke foregår, som det skal.
Whistleblowere er personer, som indberetter lovovertrædelser og andre alvorlige forhold, fordi de mener, at problemerne bør håndteres. Netop derfor vedtog EU whistleblowerdirektivet i 2019, og Danmark indførte sin whistleblowerlov i 2021.
I dag har de fleste offentlige myndigheder og private virksomheder, der er omfattet af lovgivningen, etableret whistleblowerordninger. Men spørgsmålet er ikke længere kun, om ordningerne er blevet indført. Det afgørende spørgsmål er, om mennesker rent faktisk tør benytte sig af dem.
Vi kender ikke til omfanget af de forhold, der aldrig bliver indberettet, fordi medarbejdere frygter konsekvenserne. Til gengæld ved vi, at mange vælger at indberette anonymt, hvilket kan være et tegn på, at tilliden til at whisteblowere beskyttes tilstrækkeligt, endnu ikke er stærk nok.
For en whistleblowerordning er kun effektiv, hvis mennesker har tillid til, at de kan bruge den uden at risikere at deres arbejdsliv, omdømme eller fremtid bliver sat på spil.
Derfor handler det næste skridt ikke nødvendigvis om at få indført flere regler. Det handler snarere om at sikre, at whistleblowere har den nødvendige viden og støtte til at gøre brug af de regler der allerede findes.
Her kan Irland vise en mulig vej frem. Siden 2011 har Transparency International Ireland drevet en uafhængig whistleblower-hotline, hvor personer med kendskab til kritisable forhold kan få fortrolig rådgivning, før de beslutter om og hvordan de vil gå videre med en sag. Erfaringen fra den irske model viser, at mange potentielle whistleblowere ikke mangler viljen til at handle – de mangler viden om deres rettigheder og tryghed omkring processen.
En uafhængig samtale med en rådgiver kan derfor være forskellen på, om en person vælger at tie eller gå videre med en bekymring.
Danmark bør derfor i højere grad undersøge, hvordan andre lande har skabt bedre rammer for whistleblowere, og lade sig inspirere af løsninger, der kan styrke tilliden til whistlerblowerordningerne herhjemme. Det kunne eksempelvis ske gennem etableringen af en uafhængig rådgivningsfunktion inspireret af den irske model.
Samtidig bør vi fortsat styrke beskyttelsen af whistleblowere ved blandt andet at sikre, at repressalier mødes med tydelige konsekvenser, og at de medarbejdere, der håndterer whistleblowerordninger internt, har de nødvendige rammer og beskyttelse til at udføre deres arbejde.
Europas milliardinvesteringer er historiske, men de skaber kun værdi, hvis de understøttes af stærke og transparente institutioner, der kan opdage fejl, forebygge misbrug af midler og sikre, at fælles ressourcer forvaltes ansvarligt. Det kræver også en kultur, hvor mennesker tør sige fra, når noget ikke går efter bogen.
Derfor bør spørgsmålet ikke være om vi har råd til at beskytte whistleblowere, men derimod om vi har råd til at lade være.
Blogindlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
