Af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal og forfatter til flere bøger om politik og fodbold
Sommerens store begivenhed er VM i fodbold. Det foregår i Donald Trumps USA. De fleste store fodboldlande er kvalificeret. Men desværre må vi danskere jo følge slutrunden hjemme i sofaen foran fjernsynet, fordi vores tjekkiske venner brutalt dræbte den danske VM-drøm fra straffesparkspletten en frygtelig nattetime i Prag. Det er en god lejlighed til at reflektere lidt over forholdet mellem Europa og verden. Det er et tema, vi jo altid har forholdt os til i Europabevægelsen. Også et tema, som jeg selv skriver bøger om. Her er der sådan set en lighed mellem fodbold og politik. Europa konkurrerer mod resten af verden. Men hvis vi i Europa skal have succes, så kræver det altså også godt globalt samarbejde. Uanset om vi taler fodbold eller politik.
For lige nu ligner VM også på papiret en kamp mellem Europa og resten af verden. Det er ikke nogen dårlig position for os. Europa er jo (efter min opfattelse) fodboldens stærkeste kontinent. Vi har de stærkeste fodboldligaer i form af den spanske La Liga, den italienske Serie A, den tyske Bundesliga, den franske Ligue 1 – og selvfølgelig den engelske Premier League, som på grund af brexit ikke regnes med til EU. Europa er tillige også det kontinent, som historisk har vundet flest VM-titler foran Sydamerika. Vi er en fodboldmæssig mastodont. Men vi skal ikke hvile på laurbæerne…
Den første VM-finale, jeg selv erindrer, er Frankrig mod Brasilien tilbage i 1998 på stadion Saint Denis i Paris. Finalen endte 3-0 til franskmændene på to mål af turneringens spiller, den legendariske Zinedine Zidane. For en europæer var der i virkeligheden noget ganske sigende over den kamp: Europa var i bedste 1990’er-stil globalt førende og demonstrerede sin magtposition. Men ved slutrunden lige efter i 2002 triumferede brasilianerne pludselig, og magtforholdet blev vendt på hovedet. Sådan kan det også gå i politik. Det er denne følelse af alvor, som også indfinder sig i europæisk politik lige nu.
Allerede året efter Frankrigs VM-triumf på hjemmebane i 1998 indledte EU forhandlinger med de såkaldte Mercosur-lande i Sydamerika om en handelsaftale. Ligesom i fodbold erkendte man, at Europas fremtid måtte bygge på stærke alliancer. Forhandlingerne er gået (langsomt) frem. Først her i maj måned 2026 er aftalen midlertidigt trådt i kraft. Det tog altså mere end et kvart århundrede at nå hertil.
I lang tid tog vi europæere vores position for givet. Først med Ruslands ulovlige krig i Ukraine, kinesernes globale fangarme og et utilregneligt USA, forstod vi europæere for alvor behovet for at smede stærke alliancer i en usikker verden i handelspolitikken. Her blokerede yderfløjenes protektionister og sydeuropæiske bønder for vækst, aktivitet og udvikling i Europa. Uden at sige, at Europa var fanget i fodboldens konkurrencelogik, så var vi nok for naive. Vi erkendte ikke i tilstrækkelig grad, at vores konkurrenter buldrede afsted.
Europa har heldigvis (som i fodbold) et stærkt fundament at bygge på. Otte ud af de ti lykkeligste lande i verden ligger på det europæiske kontinent ifølge World Happiness Report. Mens store dele af verden kæmper med svage institutioner og magtmisbrug, ligger de mindst korrupte lande fortsat i Europa ifølge Transparency International. På IMD’s anerkendte liste over de mest konkurrencedygtige lande i verden ligger 10 ud af de 20 højest placerede lande i Europa. Vi danskere ved desuden bedre end mange andre, at vi i særligt den nordlige del af Europa har knækket koden til at skabe verdens bedste arbejdsmarkedsmodeller. Mens Europa afgjort er udfordret rent geopolitisk, har vi imidlertid et stærkt fundament. Det skal vi huske på.
Netop derfor er sommerens VM i USA, Canada og Mexico en så god anledning til at tænke europæisk. Slutrunden bliver den første med 48 hold. 104 kampe og et markant bredere globalt felt. Der er dog relativt set færre europæiske lande med ved VM nu i forhold til tidligere. Europa kommer til at fylde mindre i fodboldens fineste korridorer. Det samme sker lige nu i global politik. Europa fylder mindre, end vi har gjort historisk. Derfor bør opskriften, efter min opfattelse, være klar. Europa skal smede stærke alliancer med landene i Sydamerika, med Australien og med Indien for blot at nævne et par eksempler. Vi skal selv som kontinent holde trit med de globale stormagter på teknologi og på fremtidens industri.
Men det handler ikke kun om industri og teknologi – vi skal også huske demokrati. Mens disse linjer skrives, har franske Paris Saint-Germain og engelske Arsenal netop kvalificeret sig til Champions League-finalen i fodbold. Finalen bliver spillet på Puskas Arena i Ungarns hovedstad, Budapest. Det er meget symptomatisk netop i år. For i Ungarn kender man – bedre end mange andre – til betydningen af demokrati og frihed, efter Peter Magyars store valgsejr over Viktor Orbán tidligere på året. Selvom Danmark desværre ikke er med ved sommerens VM i fodbold, bør slutrunden understøtte det politiske budskab, vi i stigende grad er enige om i EU. Europa skal klare sig bedre i den globale konkurrence. Men det skal også ske gennem godt samarbejde med vores globale venner. Europa skal spille som et storhold i fodboldmæssig forstand.
