Vi er vendt hjem fra Budapest med nye kontakter og konkrete planer om at støtte genopbygningen af civilsamfundet i Ungarn.
Europabevægelsen formand, Jens-Kristian Lütken og Søren Hemmingshøj, politisk konsulent i DGI Storkøbenhavn, landede i går aftes i Danmark efter et besøg i Budapest. Formålet med besøget var at møde lokale organisationer og undersøge mulighederne for fremtidigt samarbejde.
Et foreningsliv under pres
Det ungarske civilsamfund og foreningsliv har været under markant pres efter 16 år med Viktor Orbáns styre. Det har efterladt et tydeligt behov for støtte udefra, og det er netop her, vi ser en mulighed for at bidrage – sammen med DGI København.
"Det er to forskellige dele af Foreningsdanmark, som har stukket hovederne sammen i et ønske om at hjælpe foreningslivet på vej i Ungarn," siger Jens-Kristian Lütken. "Vi kan fra Europabevægelsens side bidrage med kontakter i det ungarske foreningsliv gennem vores mangeårige samarbejde med organisationer i landet. Jeg er meget glad for, at DGI Storkøbenhavn rakte ud til os, for det betyder, at vi kan hjælpe med noget meget konkret."
Mere end medaljer
For DGI Storkøbenhavn handler besøget om at dele den danske model for breddeidræt – en tradition, der rækker langt ud over elitesport.
"Vi kan fra dansk side bidrage med vores erfaring og tradition for, hvordan vi skaber en stærk breddeidræt og fællesskaber omkring motion og bevægelse," forklarer Søren Hemmingshøj. "Det kan vi efter vores besøg i Ungarn konstatere, at der mangler. Vi kan efter vores samtaler med ungarske idrætsfolk forstå, at der har været et meget stærkt fokus på at hive medaljer hjem. Det er også vigtigt, men idræt er meget mere end blot at komme øverst på medaljeskamlen. Det handler også om at skabe fællesskaber og glæde ved bevægelse, uanset hvor man er i livet, og hvorfra man kommer."
Møder med det civile Ungarn
Under besøget mødtes vi med europæiske samarbejdspartnere samt repræsentanter fra det ungarske civilsamfund, herunder Gergely Kiss og Robert Szeman fra Nagy Sportagvalaszto. Møderne understregede tydeligt, at Ungarn står over for en omfattende demokratisk oprydning – og at der er grobund for et konkret og meningsfuldt samarbejde.
Det var ikke Jens-Kristians første besøg i Budapest; sidst var han i byen i forbindelse med det ungarske parlamentsvalg. Men dette besøg markerer noget nyt: at vi nu trækker aktivt på kræfterne i det bredere danske foreningsliv for at gøre en forskel.



