Det er på en noget dyster baggrund, vi i morgen – d. 24. februar 2024 – markerer toårsdagen for Ruslands ulovlige og brutale krig mod et suverænt og demokratisk land og folk i hjertet af Europa, Ukraine.
Vi er i en afgørende fase af krigen og dermed europæisk historie. Hvis Ukraine taber, er vores alles sikkerhed og demokratiske værdier i Europa alvorligt i fare.
Paradoksalt nok er det vores vedvarende frygt for Putin, hans intentioner og krigs-apparat, der vil føre Rusland til sejr og os til et fatalt nederlag.
Bare tænk på, hvor meget og hvor længe det tog, før Ukraine fik løfte om relevante og effektive våben fra Vesten – f.eks. F16-fly skulle jo være blevet leveret fra dag ét. Ligesom det er en kæmpe skandale, at mangel på ammunition, men også effektive missiler, koster ukrainsk blod og territorium på slagmarkerne.
Europas historie ændrede sig tidligt om morgenen torsdag den 24. februar 2022, og det glemmer jeg aldrig. Jeg havde sovet dårligt den nat, fordi jeg frygtede beskeden, der tikkede ind på telefonen – Rusland har indledt krig mod Ukraine.
Senere vækkede jeg mine to børn og måtte fortælle dem, mens jeg holdt tårerne tilbage, at der var krig i Europa, og at det kunne blive voldsomt. Derefter tænkte jeg på min ukrainske udenrigsministerkollega og ven, Koleba Dmytro, som få uger tidligere, trods krigstruslen mod hans land, havde besøgt mig i Danmark.
Ville han, præsident Zelensky og resten af regeringen overleve? Jeg fældede en tåre og skrev til Koleba – og sagde til min familie, at de nok ikke ville se meget til mig i den kommende tid.
Jeg havde netop som Danmarks udenrigsminister deltaget i München Sikkerhedskonferencen weekenden før, hvor bl.a. præsident Zelensky forklarede alvoren for alle, men også oplevet meget højtstående europæiske sikkerhedseksperter og politikere til min store forbløffelse nedtone krigsfaren.
Selv var jeg fuldstændig overbevist om, at det ikke var et spørgsmål om, men hvornår Putin trykkede på krigsknappen og sendte de hundrede tusinder af kampklare soldater – som jo var mobiliserede med et formål – ind i Ukraine.
Europa, med Tyskland i spidsen, havde fuldstændig undervurderet Putin, på trods af den tidligere invasion i 2014 af Krim og Østukraine, på trods af Putins meget klare tale om, hvad hans intentioner var. Tyskland – og det meste af Europas – gigantiske fejltagelse med energi-afhængigheden af Rusland ramte os som en boomerang. Jeg undrer mig stadig over, at det meste af Vesten undervurderede Putin.
Dem, der viste forståelse for Ruslands sikkerhedspolitiske ageren – Putin-forståerne – var der desværre alt for mange af i Europa, og Tyskland under Merkel gik videre med etableringen af Nord Stream II – gasrørledningen mellem Tyskland og Rusland.
Det store spørgsmål i dag – på toårsdagen – som vi alle bør stille os, er, om vi i Vesten nu er i gang med endnu en gigantisk strategisk fejltagelse med vores frygt for Putin?
Putin-forståerne er blevet til Putin-frygterne, der holder igen med den relevante militære hjælp til Ukraine, så de kan slå Ruslands ulovlige og brutale invasion tilbage.
Jeg er overbevist om, at Putin kun forstår magtens sprog. Derfor må og skal det gøre ondt og koste store russiske tab på slagmarken, hvis vi skal undgå en større katastrofe, hvor Europa går en uvis fremtid i møde med udbredelse af den russiske krig.
Jeg håber inderligt, at regeringerne i Vesten forstår, hvor meget det haster for Ukraine og os alle sammen at levere de afgørende og slagkraftige våben, der vil føre til Putins nederlag.
Den 24. februar 2022 bør stå som begyndelsen til enden for Putin og hans regime, der vil medføre, at Rusland aldrig bliver en alvorlig trussel mod nogen europæiske lande igen. Så lad os levere de slagkraftige våben!
