Georgien har historisk levet en omtumlet tilværelse. Efter den russiske revolution i 1917 blev Georgien besat i starten af 1921 af Sovjetunionens Røde Hær, der netop var kommet sejrrigt ud af borgerkrig i selve Rusland. Der var tale om militær besættelse og ikke en kommunistisk revolution, for der var nok dengang kun 15.000 medlemmer af kommunistpartiet i Georgien, mens der var betydeligt større opbakning til den hidtidige regering af mensjevikker eller socialdemokrater. I første omgang blev Georgien sammen med Armenien og Aserbajdsjan slået sammen til Den Transkaukasiske Socialistiske Sovjetunion, men fra 1936 blev det en egen delrepublik.
Georgien fortsatte med at være en delrepublik indtil Sovjetunionens opløsning i 1991. Herefter erklærede Georgien sig uafhængigt. Der udbrød dog kort tid efter krig mellem Georgien og de to udbryderregioner, Sydossetien og Abkhasien. I 2004 kom Mikhail Saakasjvili til magten i Georgien, og han havde i valgkampen lovet at genforene landet og genoprette Georgiens territoriale integritet. Men i 2008 angreb Rusland Georgien og indledte den første krig i Europa i 2000’erne. Et af argumenterne var at Rusland ønskede beskyttelse af ”russiske borgere” i Georgien.
Krigen stoppede ved EU’s mellemkomst, men næsten 20% af Georgien er stadig besat af russiske tropper og Kreml-kontrollerede styrker. Nu er Rusland igen i bevægelse i Georgien, som ellers længe har været i forhandlinger med EU om et medlemskab.
Siden Det Europæiske Råd i december 2023 gav Georgien kandidatstatus, er landets EU-tiltrædelsesproces blevet stoppet på grund af den georgiske regerings forskellige tiltag siden foråret 2024. Blandt andet vedtog landets regering en kontroversiel lov om “udenlandsk indflydelse”. Russerloven, som den i folkemunde kaldes, har fået dette navn, fordi den bringer minder om en lignende lov, som Rusland indførte i 2012. Loven gør det bland andet muligt at stemple organisationer, NGO’er og medier som værende under udenlandsk indflydelse, hvis deres udenlandske finansiering overstiger 20 procent.
Den 26. oktober 2024 stemte de georgiske borgere ved parlamentsvalget. De foreløbige resultater af den fælles internationale valgobservationsmission under ledelse af OSCE’s Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder fandt flere mangler ved valget og optælling af stemmerne, hvilket ikke gjorde den anspændte situation mellem EU og Georgien bedre. Georgiens regerende parti Georgiens Drøm svarede i sidste uge igen og meddelte at de ville suspendere tiltrædelsesforhandlingerne med EU indtil 2028 og sagde samtidig at landet ville afvise alle tilskud fra EU-budgettet. Det sker ifølge partiet på grund af fornærmelser fra EU. Et belejligt argument for et parti der med vedtagelse af blandt andet loven om udenlandsk indflydelse nok ønsker at læne sig mere op ad Rusland end EU.
Denne udmelding fra regeringen har fået massevis af demonstranter på gaden og Georgiens nuværende præsident Salome Zourabichvili, der er låst fast i en konfrontation med sin egen regering, har appelleret til de europæiske lande om at reagerer på, hvad hun beskriver som et russisk forsøg på at påtvinge sin nation kontrol. Zourabichvili, har sagde, til flere medier, at Rusland, fører en “hybrid strategi” mod Georgien og andre lande eksempelvis også mod Moldova. Flere diplomater har, på baggrund af urolighederne, forladt landet.
EU-Kommissionen næstformand, Kaja Kallas og kommissær med ansvar for udvidelse, Marta Kos, kom 1. december med en udtalelse om Georgien og sagde blandt andet “Det georgiske folk er endnu en gang gået på gaden for at bekræfte deres forhåbninger om at blive medlem af EU. EU fordømmer på det kraftigste volden mod fredelige demonstranter, som står fast på deres europæiske og demokratiske fremtid. Disse handlinger fra den georgiske regerings side har direkte konsekvenser for vores forhold. EU står sammen med det georgiske folk og dets valg for en europæisk fremtid. Døren til EU står fortsat åben, og Georgiens tilbagevenden til de europæiske værdier og vejen mod EU-tiltrædelse ligger i hænderne på den georgiske ledelse.” Vejen til medlemskab ser dog desværre ud til at blive meget længere end ventet.
Skrevet af Bente Sorgenfrey, Næstformand i Europabevægelsen
