Af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal
I denne uge indstillede statsminister Mette Frederiksen regeringens bud på Danmarks nye EU-kommissær. Den erfarne EU-profil Dan Jørgensen blev trukket op af hatten på onsdagens pressemøde. Set med europapolitiske briller er indstillingen af Dan Jørgensen afgjort en fremragende nyhed. Både for Danmark og for os i Europabevægelsen. Dan Jørgensen har nemlig erfaring fra Europa-Parlamentet, fra Folketinget og som minister for flere politiske områder, der i den grad rimer på EU. Han har som minister haft fingrene i både fødevarepolitik, landbrug, klima og udviklingspolitik – og det er jo i dag emner, hvor EU (heldigvis) spiller en aldeles vigtig rolle. Vi ved i skrivende stund ikke, hvilken politisk portefølje Dan Jørgensen er tiltænkt i Europa-Kommissionen. Men når nu kommissærkufferten skal pakkes, følger her tre bud på politiske emner, som set fra et dansk ståsted vil være oplagt at bringe med i bagagen, når skrivebordet skal flyttes fra København til Bruxelles. Dan Jørgensen skal bidrage til at få grøn omstilling, aktiv handelspolitik og gode arbejdspladser til at gå hånd i hånd.
Griber vi fat i kommissærens cv, så er grøn omstilling jo først og fremmest et gennemgående tema. Flere medier peger derfor også på, at en grøn kommissærpost kunne passe godt til Dan Jørgensen. Når det gælder grøn omstilling, er der flere vigtige slag at slå fra Bruxelles. Over de kommende måneder kommer Europa-Kommissionens topfolk til at arbejde intenst med en såkaldt Clean Industrial Deal. Den skal få klima og grøn industripolitik til at gå hånd i hånd og sikre, at Europa kan bevare sin grønne styrkeposition i kampen mod Kina og USA. Her kan Dan Jørgensen bidrage til at slå to fluer med ét smæk. Sådan at vi bevarer gode, grønne industriarbejdspladser i Produktionsdanmark og samtidig løfter et globalt ansvar for klima og miljø. De to ting hænger nemlig tæt sammen. Samtidig er der hele spørgsmålet om godkendelser, som også Ursula von der Leyen nævnte ved sin udnævnelse denne sommer. Her ligger også et vigtigt indsatsområde for den grønne omstilling. Skal den grønne industri bevares i Europa, kræver det gode muligheder for at udvide industrivirksomheder – og gode muligheder for at udvide havne. Det er jo havnene, der skal udskibe større og større vindmøller i fremtiden. Derfor er det naturligvis også problematisk, når for eksempel en udvidelse af Odense Havn tager op mod 10 år. To års byggetid og hele otte års sagsbehandlingstid (!). Det viser, at der er brug for både dansk og europæisk handling, så bureaukrati ikke kommer til at stå i vejen for grøn omstilling og gode arbejdspladser.
Hernæst bliver også handelspolitikken en central brik i det politiske efterår i Bruxelles. EU er i sig selv eksemplet på, at samarbejde og samhandel er en kæmpe fordel. Som jeg selv har peget på i flere bøger, har det indre marked vist sig som en bragende succes for både Danmark og danske lønmodtagere. Men selvom EU har store sejre i bagagen, når det gælder om at sikre gnidningsfri handel mellem Europas lande, så halter det med at indgå nye handelsaftaler med vores venner i resten af verden. Hvad enten det gælder Indonesien, Australien eller Mercosur-landene i Sydamerika. Her ligger en vigtig opgave for en ny Europa-Kommission i at sætte turbo på nye, bæredygtige handelsaftaler. For hvis ikke Europa bygger handelspolitisk bro til disse lande – så står Kina og Rusland klar i kulissen. Det kan blive noget af en boomerang, hvis Europa nøler her, og man tør næsten ikke tænke konsekvenserne af manglende handling til ende. Vil vi binde sikkerhedspolitik, grøn omstilling og økonomisk fremgang sammen, så er der brug for at tage de handelspolitiske arbejdshandsker på. Heldigvis viser spritnye tal fra Eurobarometer, at 6 ud af 10 europæere ser en fordel for dem selv i mere international handel. Protektionister og snævre landbrugsinteresser må ikke ende med at bremse gode aftaler.
Endelig er der for det tredje hele spørgsmålet om den danske arbejdsmarkedsmodel. I den seneste valgperiode fyldte EU’s mindstelønsdirektiv meget i den europapolitiske debat. Med god grund, for løn og overenskomster er jo emner, vi i Danmark og Norden lader arbejdsmarkedets parter om – og ikke politikere. Der ligger en væsentlig opgave for Dan Jørgensen i at råbe vagt i gevær, hvis ellers gode intentioner på ny EU-lovgivning kan ende med at udfordre den danske arbejdsmarkedsmodel. Heldigvis har Dan Jørgensen god erfaring i bagagen fra både Europa-Parlamentet og Folketinget, ligesom Dan Jørgensen har en historik for et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Det bliver også væsentligt i den nye opgave som EU-kommissær.
Hermed er bolden givet op til fem forhåbentligt spændende år for Danmarks nye EU-kommissær. Det skal blive spændende at se, hvordan Ursula von der Leyen vælger at lægge sin kabale over den kommende tid.
