Vores frygt for eskalering har overladt initiativet til Moskva. Det er på tide at turde tænke og planlægge et strategisk russisk nederlag, for fordelene for et samlet og sikkert Europa er enorme.
I foråret havde jeg privilegiet af at interviewe den tyske militæranalytiker og professor Carlo Masala om hans bog Hvis Rusland vinder. En af bogens centrale præmisser er Ruslands strategiske ambition om grundlæggende at omvælte den europæiske og transatlantiske sikkerhedsstruktur. Masala opstiller et dystert scenarie, hvor europæisk svaghed og manglende støtte fører til et ukrainsk nederlag, hvilket igen udløser højrepopulismens og autoritære kræfters fremgang i Europa.
Men midt i alle advarslerne må det naturlige modspørgsmål rejses med samme vægt: Hvad hvis Rusland taber? Og hvorfor har Vesten stadig ikke en klar strategi for en ukrainsk sejr?
Rusland fører i praksis en erklæret skyggekrig mod os, men i Europa nægter vi fortsat at anerkende, at vi befinder os i en skæbnesvanger konflikt. Dermed afstår vi også fra at tage den afgørende samtale om, hvordan et russisk nederlag ser ud, og hvordan vi aktivt bringer det til virkelighed. Europa har i vid udstrækning overladt den strategiske tænkning til Moskva og Kyiv, mens vi selv optræder reaktivt og defensivt på en alt for kortsigtet spilleplade. Samtidig vokser erkendelsen i de europæiske hovedstæder af, at kun Ukraines forsvarskapacitet står mellem os og et aggressivt Rusland.
Frygten som politisk styringsværktøj
Et af Putins mest effektive taktiske redskaber i hans drejebog har været kontrolleret eskalering. Hver gang Rusland presser på, reagerer Vesten med tilbageholdenhed af frygt for at trække NATO-landene direkte ind i krigen. Vi har begrænset Ukraines muligheder for selvforsvar og pålagt restriktioner på brugen af vestlige våbendonationer. Den russiske trussel er dog ikke kun kinetisk ved fronten; den udfoldes som skyggekrig, cyberangreb, manipulation af offentligheden og systematisk udnyttelse af vores åbne demokratiske systemers sårbarheder.
Ved konstant at lade frygten for en storkrig eller atomare trusler diktere vores handlinger, har vi givet Kreml eskaleringsdominans. Hvis Europa skal genvinde initiativet, må vi stoppe med at lade os kontrollere af frygt og i stedet sætte en konkret pris på enhver russisk aggression: en til en. Det gælder for eksempel, når vi opdager armerede droner i en lufthavn i Leipzig, når der meldes om angreb på bulgarske både i Sortehavet, ved uanmeldte overflyvninger af NATO-landenes luftrum uden transpondere, ved brug af jamming eller spoofing af sejlads i Østersøen. Hvis vi ikke gør det, opildner vi bare til yderligere aggression og eskalation.
Desinformation og den hybride offensiv
Den russiske krigsførelse rammer direkte ind i hjertet af det europæiske demokrati. Gennem omfattende propagandaindsatser, troldefabrikker og brugen af generativ AI til falske narrativer forsøger Moskva at undergrave tilliden til vores institutioner, splitte befolkninger og støtte EU-skeptiske samt populistiske strømninger. Senest har britiske og polske myndigheder advaret mod omfattende russisk indblanding i politiske processer og valgkampe. Den britiske premierminister Andy Burnham siger direkte, at russisk indblanding afgjorde Brexit-afstemningen til fordel for Brexit. Modstanden mod Covid-vaccine faldt drastisk i de baltiske lande, da man lukkede for de russiske tv-stationer RT og Sputnik og spørgsmålet er, i hvilket omfang har russisk mis- og desinformation været involveret i AfD’s sejr i Sachsen-Anhalt.
Vi kan desværre ikke sige det med sikkerhed, hvilket er dybt tragisk, fordi mistanken alene undergraver demokratiernes politiske legitimitet og tilliden til vores institutioner og giver yderligere næring til konspirationsteorier.
Når vi affejer angreb på kritisk infrastruktur, cyberdomænet eller informationsrummet som blotte "hybride forstyrrelser", udvisker vi grænsen for reelle krigshandlinger. Dette giver Rusland mulighed for at føre krig med en grad af benægtelse, der svækker vores kollektive modstandskraft.
Hvad vinder Europa ved et russisk nederlag?
Et afgørende strategisk nederlag til Moskva vil ikke blot afslutte krigen i Ukraine; det vil grundlæggende forandre den europæiske sikkerhedsarkitektur og skabe helt nye fordele for vores kontinent: Et russisk nederlag vil cementere NATO som ubestridt sikkerhedsgarant og skabe mulighed for Ukraines retmæssige plads i NATO kombineret med massive europæiske investeringer i forsvarsindustri, cyberforsvar og langsigtet modstandsdygtighed. Samtidig vil tyngdepunktet i Europa rykke mod øst, hvor lande som Polen og de baltiske stater med rette vil få en nøglerolle. Det vil skabe det geopolitiske EU som EU-kommissionsformand Ursula von der Leyetan erklærede som sit mål, da hun tiltrådte første gang:En ukrainsk sejr rydder vejen for en hurtig integration af Ukraine i Den Europæiske Union, der baner vejen for de andre kandidatlandes hurtige optagelse. Lur mig, om ikke Ruslands greb om lande som Serbien og Slovakiet også vil løsne sig, og de korrupte ledere vil falde. Det vil transformere EU fra en overvejende økonomisk union til en reel geopolitisk aktør, der evner at beskytte sine grænser og værdier.
Charlotte Flindt Pedersen, Generalsekretær i CISU
