18.04.2023 Af Connie Hedegaard, tidl. EU Kommissær, formand for Concito

Vi kommer ikke til netto nul udledning uden et væsentligt bidrag og en væsentlig omstilling – også af landbruget. Punktum.

Alligevel går år efter år efter år, uden at der for alvor tages fat på denne nøglesektors bidrag til den grønne omstilling. Alle er tøvende og fodslæbende, og hver gang en deadline for reel handling nærmer sig, ja så ender den som oftest med at blive udskudt. Sådan er det i Danmark – og sådan er det rundt omkring i Europa.

Argumenterne står i kø: Vi skal være selvforsynende med fødevarer – et argument der har fået yderligere medvind i lyset af Putins angreb på Ukraine – vi skal passe på konkurrenceevnen, på landområderne, på kulturen.

Og ja, det skal vi, men vi skal også i mål med de ambitiøse klimamål. Bl.a. af hensyn til konkurrenceevnen, landområderne, kulturen…

Men at håndtere udfordringen er hamrende svært. Ikke mindst i det demokratiske Europa, hvor konflikten land/by allerede er rigeligt tilspidset. Men de politikere, der vedtager krævende mål for klima, for biodiversitet og for natur, må også turde stå på mål for at sikre de rammer, som skal til, hvis målene skal realiseres. Og vel at mærke realiseres på en samfundsøkonomisk og socialt ansvarlig måde. Det kræver for det første, at de forskellige formål tænkes sammen, og for det andet kræver det mod til at prioritere. Og nogle steder skal der prioriteres mere end andre steder.

I Danmark, hvor landbrugsproduktion optager 59 % af hele Danmarks areal, skal der f.eks. prioriteres benhårdt, mens opgaven vil være langt mindre besværlig i f.eks. tyndt befolkede Finland eller i Spanien, hvor store områder levner særdeles meget plads til natur.

Et lige så afgørende element er, at “det ska’ ku’ betål’ sig” at lægge om, at investere i innovation, at gøre noget anderledes i morgen, end man har været vant til at gøre i dag.

Ang. de5 første må nationale politikere og myndigheder træde til med fremsynet og langsigtet arealplanlægning. Hvor og hvordan skabes der plads til hvad, og hvordan kan vi f.eks., dér hvor arealet er sparsomt, fremme indsatsen for multifunktionalitet? Altså at det samme areal kan tjene flere formål på en gang.

Når det gælder økonomiske incitamenter, ja så sidder EU på det vel nok væsentligste værktøj: Landbrugsstøtten. Ca. 1/3 af hele EU’s budget går stadig til at støtte europæisk landbrug.Her ligger altså en helt enorm og unik ressource der kan bringes langt mere målrettet i spil i forhold til den grønne omstilling.

For 10 år siden fik vi gennemført, at 20 % af hele EU’s budget =  inkl. CAP’en – skulle bruges til den grønne omstilling, og i landbrugsstøttens søjle 2 skulle 30 % bidrage til klima- og miljøformål. Logikken var klar: Når fællesskabet støtter, er det kun rimeligt, at støtten også bidrager til at nå de mål, fællesskabet har sat.

Her et tiår senere skal vi videre ad den vej.

Men hvor lobbyen for energiomstillingen er synlig og relativ stærk, ja så forekommer mange på forhånd at have opgivet at gå i clinch med den magtfulde landbrugslobby. Da jeg for nylig på Concito’s arealkonference spurgte Landbrug og Fødevarers repræsentant, om ikke landbrugsstøtten burde målrettes langt mere, lød svaret at nej, det er ikke meningen med CAP’en. Men så er det da på høje tid at gøre det til en del af meningen. Det kræver, at nogle sætter ændringer – rigtige, reelle ændringer – på dagsordenen og gør det NU. For allerede fra efteråret lægger de europæiske partigrupperinger sig fast på deres respektive valgprogrammer forud for valgene om et år.

Noget af det vigtigste, som den nye EU Kommission og det kommende Europa-Parlament kommer til at beskæftige sig med, er det næste 7-års budget, MFF’en. Herunder landbrugsstøtten.

Danmark vil gerne kendes for sin grønne førertrøje. Det bør vel også gælde for landbrugsområdet og den fødevareproduktion, som vi er så stolte af. Kunne det ikke være en oplagt mulighed for at sætte et blivende aftryk for en dansk liberal fødevareminister? Hvad siger Jacob Jensen? Tør han? Tør vores “reform”-regering? Her er da virkelig noget at reformere. Og tør Landbrug & Fødevarer? For en organisation der igen og igen argumenterer imod hjemlige politiske tiltag på landbrugsområdet med henvisning til konkurrencen udefra, må her da være en oplagt kampplads.

Derfor: Tør I? Vil I? Det er på høje tid.