Denne tekst er en del af vores nyhedsbrev. Du kan få nyhedsbrevet direkte i din indbakke, ved at abonnere i bunden af siden.
I går holdt jeg grundlovstale i Diakonissestiftelsens flotte bygning på Frederiksberg.
Det er vanskeligt ikke at komme ind på Ukraine i en grundlovstale for den russiske invasion af Ukraine er jo netop et angreb på individets rettigheder. Det er det modsatte af vores grundlov - nemlig den stærkes ret til at herske over andre. Forleden havde jeg besøg af Fader Sergei. Han er ortodoks præst i Kyiv og tilknyttet en bataljon af frivillige soldater.
Han har en blød stemme og et væsen som må virke beroligende på alle.
Men, bag hans bløde stemme og det naive uskyldige smil gemmer der sig et klarsyn. Den alvor og dén enkelthed som konstant er til stede i den ortodokse tro, så snart røgelsen og mystikken har lagt sig.
Han gav mig en særlig gave, nemlig et ukrainsk flag med signaturer fra soldaterne fra den enhed, han er præst for.
Hver enkelt underskrift gemmer på et menneske, for hvem friheden ikke blot er en abstrakt størrelse, men en kamp på liv og død for at beskytte den konkrete næste: Ens forældre, hustru eller børn.
Troen er en alvorlig ting. Ligesom fædrelandet er en alvorlig ting. Men det er også en kamp for at bevare kulturen, glæden og livets lethed.
Flaget hænger nu på mit kontor for at minde mig om, hvad vores frihed egentlig er. For friheden kan vi kun forstå, når den pludselig ikke længere er der. Gennem mange år har vores grundlovstaler lydt floromvundne og højstemte, for friheden har jo ikke for alvor været truet. Det er den i dag. Der er mørke kræfter, som vil os det ondt. Kræfter, som vil flå individets rettigheder fra hinanden.
Heldigvis er et stærkt forpligtende samarbejde det mest effektive redskab til at holde disse mørke kræfter væk.
Vi har alle muligheder i Europa, så længe vi ikke stirrer os blinde på amerikansk støtte. For den kan vi ikke regne med længere. Tværtimod trækker Trump i den modsatte retning på de dage, hvor han føler, at Putin er hans bedste ven.
Jeg tror ikke, der er nogen, som har formuleret paradokset mellem vores styrke og manglende selvtillid bedre end Polens statsminister Donald Tusk:
500 millioner europæere beder 300 millioner amerikanere om at beskytte dem mod 140 millioner russere.
Med venlig hilsen
Jens-Kristian Lütken,
Landsformand for Europabevægelsen
