Af Connie Hedegaard, bestyrelsesformand, tidl. minister og EU-Kommissær for Klima
Det er efterhånden 10 år siden, at vi i Barroso II Kommissionen (2010-2014) havde en ret heftig og principiel debat om EU’s forhold til Kina.
Anledningen var ikke mindst Kinas dumping af prisen på solpaneler, som var et særlig grelt eksempel på, at Kina skridt for skridt og med stærk statsstøtte i ryggen krabbede sig stadig mere aggressivt ind på europæisk industri. I det konkrete tilfælde med alvorlige konsekvenser for den europæiske solindustri. Igen og igen så vi, hvordan Kina udnyttede EU’s åbne tilgang f.eks. ved at komme med særdeles konkurrencedygtige bud, når dette eller hint projekt var sendt i EU-udbud. Kina stod også beredvilligt klar med pengepungen, da f.eks. havnen i Piræus blev sat til salg under den græske krise, og da andele i et par portugisiske elselskaber kunne købes som led i en privatiseringsbølge. Som den daværende kinesiske premierminister Wen Jibao sagde, da han under den økonomiske krise besøgte den græske præsident: “Gode venner er til for at hjælpe, når nogen er i nød.”
Hm. Hvor naive skal vi blive ved med at være, spurgte nogle af os, som mente, at man måtte tage bestik af både de geostrategiske konsekvenser, og af at der ikke var tale om fair konkurrence, når de kinesiske bydere som oftest bød med den kinesiske statskasse i ryggen.
Det var sjældent, at man i College’s drøftelser kunne høre klart forskel på, hvilke kommissærer, der kom fra hvilke politiske familier. Som oftest spillede geografien – nord eller syd, øst eller vest – en nok så stor rolle, og så selvfølgelig den enkelte kommissærs ansvarsområde.
Men her var en undtagelse. Ikke mindst de liberale kommissærer var helt utilbøjelige til at høre tale om, at der var noget, der trængte til at blive kigget kritisk på. Vi var en åben markedsøkonomi, og det skulle vi blive ved med at være. Punktum. Det synspunkt kunne alle kommissærer i princippet bakke op om, men nogle af os mente, at vi burde være mindre naive, når det gjaldt strategiske interesser.
Her står vi så 10 år efter. Kina fortsætter med at krabbe sig ind på vores markeder, og kun langsomt er Europa begyndt at reagere i det mindste for så vidt angår kritisk infrastruktur. Dog som bekendt ikke mere end at kineserne netop har købt 24,9 pct. af Hamburgs Havn, der vel nok må siges at være temmelig kritisk infrastruktur.
Og som noget nyt er nu også USA med Inflation Reduction Act, IRA, åbenlyst slået ind på en vej, hvor de i den grad subsidierer grøn teknologi, hvis bare det er produceret i USA. I huj og hast har EU Kommissionen skruet et bud på en mod-politik sammen, og det er godt. Men det havde dog været bedre, hvis vi allerede for mange år siden, da man kunne se konturerne af en ny form for (u)orden på verdensmarkedet, havde evnet at tage bestik af de dengang nok så tydelige signaler og tendenser.
“Tempoet skal tages ud af politik”, lyder et aktuelt mantra, som jeg på den ene side tilslutter mig. Men samtidig er der også brug for, at vi hurtigere evner at reagere på en omverden, som ikke altid vil eller gør det samme som os. Altså det gode gamle med, at når kort og terræn ikke passer sammen, må man tage bestik af terrænet. Af virkeligheden.
Hvordan gør vi det? Hvordan kan vi både holde fast i vores egne principper og værdier og samtidig tilpasse os en virkelighed, hvor dem, vi konkurrerer med, ser anderledes på tingene og derfor også opfører sig anderledes, end vi synes, de burde?
Jeg tror, der er brug for ganske meget pragmatisme. Det kan være fint med ideologiske pejlemærker á la CEPOS; men der skal altså mere end fine slagord om markedskræfter og frihandel til at slå vores største konkurrenter.
EU Kommissionens udspil om en mere aktiv og målrettet industripolitik er et godt sted at starte. Skal det vedtages, kræver det ikke mindst af de nordeuropæiske lande, at gamle positioner blødes op. Hvis vi stadig vil være førende inden for clean tech og grøn omstilling er det nu, positionerne både skal forsvares og udbygges. Det sidste ikke mindst ved hurtigt, effektivt og frem for alt målrettet at støtte innovation på udvalgte strategiske områder.
I 10 år tog vi ikke tilstrækkeligt bestik af at terræn og vores ideologiske kort ikke passede sammen. Ideologerne holdt sig dogmatisk til kortet.
Men vi har ikke 10 år til til at forsvare og konsolidere de styrkepositioner, som vil være afgørende både for fremtidens konkurrencekraft og for vores fremtidige sikkerhed.
