| I SVM-regeringens politiske grundlag – Ansvar for Danmark – kan man bl.a. læse, at ”Vi skal bidrage med vores viden og løsninger til håndteringen af globale udfordringer samt stå vagt om menneskerettighederne og de globale værdier, der er forudsætningen for vores levevis.” ‘Jeg er ganske enig, for kun ved at have dette som udgangspunkt kan vi føre en fornuftig og saglig debat om, hvordan internationale konventioner påvirker vores hverdag – som nation og som borger i et givent land.
Aktuelt kan vi se, hvordan diverse internationale konventioner misligholdes i flere EU-lande, når det kommer til frie og uafhængige medier, domstole og forskellige minoritetsgruppers rettigheder.
Omvendt så efterlever en række lande i Nordeuropa domme, som man kan sætte spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i. Det gælder især på udlændingeområdet, hvor kriminelle udlændinge nyder en udstrakt beskyttelse mod udvisning til hjemlandet.
Det skaber desværre situationer, hvor enkeltsager kommer til at sætte spørgsmålstegn ved hele det system, der er knyttet til den fælles domstol i Strasbourg.
Så hvis man er tilhænger af denne retsorden og ønsker at bevare den, så har man også en forpligtelse til at forholde sig kritisk til tingenes tilstand. Ellers er der andre, der gør det, og det er ofte kræfter og strømninger, der ønsker at gøre op med hele den orden, der er baseret på menneskerettigheder.
For nogle uger siden udgav socialdemokraten Rasmus Stoklunds bogen Ingen over Domstolen.
Heri skriver han bl.a. at ”I de senere årtier har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tiltaget sig mere magt (…) og ”at der er afgørende beslutninger med stor betydning for Danmark, som vi ikke længere selv kan træffe, fordi vi har accepteret at underlægge os, hvad skiftende dommere i Strasbourg kreativt fortolker sig frem til på baggrund af den i øvrigt fornuftige og kortfattede menneskerettighedskonvention”.
Særligt bemærkningen om, at Menneskerettighedsdomstolens dommere kreativt fortolker Menneskerettighedskonvention, er et interessant synspunkt.
Det er derfor værd at hæfte sig ved, at der i regeringsgrundlaget også står, at der skal udpeges en konventions-ambassadør, ”der skal sikre, at Danmark engagerer sig i arbejdet med konventionerne, herunder hvordan de anvendes og fortolkes”.
Rasmus Stoklund har just høstet mange anmelderroser for sin bog – bl.a. på grund af nogle tvivlsomme eksempler og konklusioner. Det ændrer dog ikke ved, at det er en væsentlig debat, og at vi skylder at forholde os til den kritik, der kan være af den dynamiske måde som menneskerettighederne fortolkes på i Strasbourg.
Det er for letkøbt at skyde skylden på dommerne. Der skal i hvert fald en meget stor tro på egne evner til at betvivle deres faglighed.
I stedet bør man se på, om man kan justere retsgrundlaget, som der dømmes ud fra, så det passer til den virkelighed, vi lever i.
Det er ikke nogen let opgave, for en række af Europarådets medlemslande ønsker at underminere menneskerettighederne, og derfor risikerer man ved en sådan proces at skylle barnet ud med badevandet.
Af Jens-Kristian Lütken
Formand, Europabevægelsen
Ønsker du at modtage nyhedsbrevet på mail, så kan du tilmelde dig på hjemmesidens forside |
