Af Jakob Wind og Mikkel Gaardsted Nielsen, hhv. Landsformand i Europæisk Ungdom og Informationskonsulent i Europabevægelsen
Inden for ganske kort tid har vi set to meget omtalte ulykker som begge skete til søs. Der er naturligvis tale om båden med omkring 500 migranter som forliste i Middelhavet, samt ubåden Titan som forsvandt tæt ved vraget af Titanic. Hvor begge er tragiske ulykker, kan den ene anses som direkte konsekvens af en efterslæbende migrationspolitik og de strukturelle konsekvenser ved klimaforandringerne. Dog er migrationsproblematikken ikke noget nyt historisk set, specielt i mellemkrigstiden og perioden umiddelbart efter 2. verdenskrig fyldte spørgsmålet om folkevandringer og menneskets rettigheder meget. Hvordan kunne man undgå gentagelsen af 20’ernes elendighed og krigens umenneskelige rædsler som ikke blot havde drevet folk på flugt, men også tændt fjendskabet mod ”de andre” i de europæiske samfund. Hvad end vi snakker den europæiske, eller FN’s menneskerettighedskonvention bygger de på smukke filosofiske betragtninger om den universelle menneskelige værdighed. Dog støder filosofiske idealer ofte på hverdagens pragmatiske virkelighed. Den politiske tænker Hannah Arendt skildrede i hovedværket ”Totalitarismens Oprindelse” en grundlæggende modsætning: hvordan kan universelle værdier i praksis håndhæves, når den øverste politiske autoritet, nemlig staten, er begrænset på både territorie og i tid?
Hvor det selvfølgelig er vigtigt at finde årsagen til ulykken i middelhavet, er det mindst lige så vigtigt at se konsekvenserne af en handlingslammet union og store strukturelle problemer i asylpolitikken i øjnene. I 2022 søgte omkring 966.000 mennesker om asyl i et EU-land, dette er en stigning på mere end 50% siden 2021 og betyder at vi snart når et niveau der ligner flygtningekrisen i 2015. Ifølge NGO’en Human Rights Watch er omkring 25.000 flygtninge omkommet i middelhavet siden 2014. Hvor især Polen, Tjekkiet og Ungarn blev anset som EU’s ”sorte får” grundet deres manglende vilje til at tage kvoteflygtninge, er det i høj grad alle medlemslandes kollektive fortjeneste at tragedien i middelhavet fortsætter.
I efteråret 2020 lancerede Kommissionen et bud på et nyt asylsystem, og senest har rådet bekendtgjort deres position. Hvor det er tydeligt at Dublinforordningen ikke kunne sørge for en ligelig fordeling af asylansøgere, søger det nye forslag at løse dette via ”obligatorisk solidaritet”. Ironien i udtrykket er nok ikke tabt på nogen, og dette er også et af de mest omdiskuterede punkter i aftalen. Tiltaget handler om, at medlemsstater som ikke ønsker at tage asylansøgere i stedet kan betale 20.000€ som vil gå til en EU-pulje der vil hjælpe de mest belastede lande.
Aftalen er dog ikke blevet taget godt imod af kritikere. Eksempeltvist påpeger Polen at de ikke vil efterleve kravet om betaling, med argumentet at de har båret den største del af ansvaret for Ukrainske flygtninge efter Ruslands invasion. Ej heller nikker asyl, og menneskerettigheds NGO’er godkendende til aftalen. Tværtimod mener Læger Uden Grænser, Amnesty International samt Refugee Works Flanders at aftalen vil forringe forholdende for asylansøgere ved EU’s grænser markant. Det er svært at se hvad nyt der ligger i aftalen, og man kan tvivle på at det skulle afskrække nogen fra at tage rejsen til Europa.
Vi står i en situation hvor netop de medlemsstater som er vigtigst at have med på en aftale, ikke syntes at det er en god idé, og hvor NGO’er heller ikke mener at den kommer til at hjælpe de mennesker som er på flugt. I sidste ende kan man blive i tvivl om hvem denne aftale egentligt er lavet for, det pynter jo på det svenske formandskab at der er kommet en aftale i land og det er altid rart at kunne melde ud at man ”trods alt er kommet videre i processen”. Vi snakker i Bruxelles og de synker på middelhavet, så er alt ved det gamle.
Hvordan det kan være kommet så vidt, kan delvist tillægges måden vi tænker og snakker om flygtninge på. Når snakken falder på migration er bagtæppet ofte et væld af statistikker, hvor mange er der? Hvor mange søger asyl? Hvor mange kommer i job? Og sådan kunne man fortsætte. Gengangeren her er kvantificering, vi sætter tal på, vi kategoriserer, og vi fordeler (i teorien) ”byrden”. Man kan åbenlyst ikke komme udenom at det selvfølgeligt er nødvendigt med tal når politikken skal skrives, hvilket forfatterne til denne tekst også selv er skyldige i, men de skjuler den menneskelige side af migrationen. Om dette skrev Hannah Arendt i hendes essay ”Vi Flygtninge” følgende:
”Vi mistede vores hjem, hvilket vil sige dagligdagens sikre rammer. Vi mistede vores beskæftigelse, og dermed følelsen af at kunne være til nytte i samfundet. Vi mistede vores sprog, og dermed evnen til spontant og naturligt at udtrykke vores følelser […]”
Det der ligger til grund for Arendts overvejelser omkring mennesker drevet på flugt, var hendes oplevelser med mellemkrigstidens folkevandringer. Som Arendt observerede var der et akut behov for at overveje hvordan vi som samfund kan garantere den menneskelige værdighed, og specielt hvem der skulle være ”garant” for denne. Sidenhen har vi opbygget et væld af menneskerettighedskonventioner, verdensmål og deslige, som skal sikre at folk på flugt modtager en human behandling. Men for at de kan være det papir værd de er skrevet på, er vi i praksis nødt til at udleve dem. Desværre er dette ikke en sag hvor alle vi andre i civilsamfundet kan pege fingre ad ”de langsomme politikere i Bruxelles”, der findes ingen steder i Europa hvor migration ikke er et sprængfarligt emne og politikernes manglende handleevne samt mangel på reelle løsninger afspejler i høj grad en befolkning som også er meget delt på netop dette spørgsmål.
Hvor det denne gang ikke er totalitarismen som jager folk på flugt men i høj grad vores forsømmelse af klimaet, betyder det også at vi alle bør handle. Før vi kan stoppe dødsfaldene i middelhavet, bliver vi nødt til at ændre vores syn på hvordan vi anser migranter. Hvis vores deklarationer om menneskerettigheder kun kan sikres af suveræne stater, betyder det er migranters rettigheder kun vil opretholdes hvis vi alle opfatter dem som var de allerede borgere i Europa.
