Grundlæggende er retten til fri bevægelighed i EU for arbejdskraften en god ide. Det er positivt, at vi kan arbejde i alle EU-lande, hvis det er det, vi ønsker. Men desværre udnytter arbejdsgiverne ofte den mulighed til at trykke lønnen, forringe arbejdsvilkårene, overtræde arbejdsmiljøregler, snyde medarbejderne for deres rettigheder og snyde i skat.
En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at arbejdere fra andre lande får mindre i løn, er mere udsatte for arbejdsulykker, og på alle måder har de dårligere arbejdsvilkår end danske arbejdere.
Det vil vi ikke finde os i. Vores udenlandske kammerater skal ikke udnyttes på den måde og de skal ikke bruges til at presse os til at acceptere dårligere løn- og arbejdsvilkår.
Derfor er der brug for politikere i EU-parlamentet, som står på lønarbejdernes side. Det gør Enhedslisten. Og det er ikke kun ord. Det har vi vist de sidste 5 år i EU-parlamentet.
Vi har været med til at tvinge Kommissionen til at ændre EU’s asbestlovgivning, så millioner af arbejdere i EU har fået et bedre beskyttelsesniveau – og så får vi også en autorisationsordning på dette område.
Vi har aktivt kæmpet mod social dumping og kriminalitet på arbejdsmarkedet. Vi har været med til at sikre, at der er blevet gennemført en vejtransportpakke, som giver langt bedre mulighed for at sikre chaufførerne ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
Vi har været drivende i forhandlinger, som har ført til markante forbedringer af grænseværdierne for en række produkter til gavn for millioner af arbejdere.
Det er sket i et tæt samarbejde med den danske og den europæiske fagbevægelse. Det samarbejde skal vi fastholde og udvikle. For der er stadig mange uløste problemer.
Vi skal have sat en stopper for, at vores skatteindbetalinger går til virksomheder, der nægter at indgå overenskomster, ikke overholder arbejdsmiljøreglerne, snyder medarbejderne for deres rettigheder eller anbringer deres overskud i skattely
Derfor skal vi have ændret reglerne for offentlige udbud i EU, så vi kan udelukke disse virksomheder fra offentlige opgaver.
De offentlige udbud fylder utroligt meget i den europæiske økonomi, og derfor vil et nyt udbudsdirektiv kunne betyde markante fremskridt for de europæiske lønarbejdere og fagforeningernes kamp for at sikre dem gode vilkår.
Det er lykkedes os at få opbakning til dette fra de arbejdsmarkedspolitiske ordførere i den konservative gruppe, den socialdemokratiske gruppe og den grønne gruppe i EU-parlamentet. Denne støtte skal veksles til konkrete resultater. Det sker imidlertid ikke uden en styrket venstrefløj i EU-parlamentet og et fortsat pres fra fagbevægelsen i Danmark og Europa.
Det bliver også vigtigt at lægge pres på det danske Folketing og den danske regering. Desværre viser erfaringerne os, at det slet ikke er altid, vi kan regne med deres støtte i disse sager.
Det omfattende snyd og svindel på arbejdsmarkedet kræver bedre redskaber til fagforeningerne og myndighederne, hvis det skal stoppes. Derfor arbejder vi for at få indført et digitalt ID-kort, som alle vandrende arbejdstagere skal have. Det handler ikke om at kontrollere lønarbejderne, men om at give bedre mulighed for at afsløre arbejdsgivere, der snyder og bedrager både deres medarbejdere og myndighederne.
Det er vigtigt at fastholde, at EU’s arbejdsmiljøregler skal være minimumsregler, så vi i Danmark kan kæmpe for og fastholde bedre regler, end dem vi kan komme igennem med i EU. Alligevel er det vigtigt – også for lønarbejdere i Danmark – at vi får hævet niveauet i EU. Derfor er det en af de opgaver, jeg kommer til at prioritere i EU-parlamentet.
Læs mere om valget til Europa-Parlamentet den 9. juni her.